From Wikipedia, the free encyclopedia
De store menneskeaber (Hominidae) er en taksonomisk familie af primater, der omfatter syv nulevende arter i fire slægter: Pongo (orangutanger), Gorilla, Pan (chimpanser) og Homo.[1]
| Store menneskeaber | |
|---|---|
 | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Dyr (Animalia) |
| Række | Chordater (Chordata) |
| Klasse | Pattedyr (Mammalia) |
| Orden | Primater (Primates) |
| Overfamilie | Menneskeaber (Hominoidea) |
| Familie | Hominidae |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Tidligere defineredes familien Hominidae kun som slægten Homo og de nærmeste slægtninge, men disse udgør nu underfamilien Homininae. Udtrykket de "store menneskeaber" bruges undertiden synonymt med "menneskeaber". I denne artikel anvendes "menneskeaber" om overfamilien Hominoidea, der også omfatter gibboner (de små menneskeaber).
Den nærmeste fælles stamform til alle de store menneskeaber levede for omtrent 14 millioner år siden,[2] da orangotangernes forfader udspaltedes fra de tre andre slægters udviklingslinje.[3] Forfædrene til de store menneskeaber havde allerede udspaltet sig fra Hylobatidae (gibbonerne) for måske 15-20 millioner år siden.[3][4]
De store menneskeaber er store, haleløse primater. Den mindste art er bonoboen med en vægt på 30-40 kg og de største findes i gorilla-slægten, hvor hannen vejer 140-180 kg. Hos alle de store menneskeaber er hannen, i gennemsnit, større og tungere end hunnen, selvom graden af forskel kønnene imellem varierer meget fra art til art. Selv om de fleste nulevende arter hovedsageligt bevæger sig på fire ben, er de alle i stand til at anvende deres hænder til at samle føde eller redemateriale og i nogle tilfælde også til brug af redskaber.[5]
Frugt er den foretrukne føde for alle arter, bortset fra mennesker. Når gorillaer på visse tider af året ikke kan finde frugt, går de over til at æde skud og blade, ofte fra bambus, en slags græs. Gorillaer er stærkt tilpasset til at kunne tygge og fordøje denne slags føde, men foretrækker stadig frugt, når den er tilgængelig. Mennesket har siden den neolitiske revolution mest levet af kornprodukter og anden stivelsesholdig kost samt i tiltagende grad forarbejdede fødevarer såvel som kød og andre forædlede planter (og deres frugter). De store menneskeabers tænder ligner dem man finder hos gibboner og østaber, selv om de er særlig store hos gorillaer. Tandformlen er 2.1.2.32.1.2.3. Menneskets tænder og kæber er markant mindre end hos andre store menneskeaber, hvilket muligvis er en tilpasning i forhold til tilberedningen af mad over ild siden slutningen af Pleistocæn.[6][7]
Drægtighedsperioden hos de store menneskeaber er 8-9 måneder og resulterer i en enkelt unge, sjældent tvillinger. Ungen fødes hjælpeløs og må passes i en lang periode. Sammenlignet med andre pattedyr, så er ungdommen bemærkelsesværigt lang, Ungen bliver først fravænnet efter adskillige år og bliver først helt voksne efter otte til 13 år (endnu senere hos mennesker). Som et resultat af dette føder hunnen kun børn med års mellemrum. Der findes ingen egentlig ynglesæson i løbet af året.[5]
Tabellen viser det anslåede antal individer for hver af de syv nulevende arter, der lever uden for zoologiske haver.
| Art | Anslået antal |
Noter |
|---|---|---|
| Borneo-orangutang | 61.234 | [8] |
| Sumatra-orangutang | 6.667 | [8] |
| Vestlig gorilla | 200.000 | [9] |
| Østlig gorilla | 6.000 | [9] |
| Chimpanse | 100.000 | [10] |
| Bonobo | 10.000 | [10] |
| Menneske | 7.400.000.000 | [11] |
Fossiler af en abe kaldet Proconsul africanus fundet i Østafrika, har en alder på ca. 18-22 millioner år. Den repræsenterer muligvis en fælles forfader for menneskeaberne. Også Kenyapithecus, fundet i Østafrika, kunne være en 14 millioner år gammel forfader til de store menneskeaber.
Ændringer i miljøet påvirker dyrelivet i Østafrika mellem 25 og 5 millioner år før nu (dvs. i den geologiske periode Miocæn). Det starter med dannelsen af en dyb sprække ned gennem det østlige Afrika, fulgt af faldende temperaturer i resten af Miocæn. Sivapithecus, der levede for omkring 12 millioner år siden, udgør muligvis starten på en udviklingslinje, der fører til den nulevende orangutang, men også til den uddøde Gigantopithecus, hvoraf der er fundet fossiler i Asien. Den har en alder på mellem 2 og 5 millioner år.
Danske forskere har studeret forskellen mellem menneskets genom og de øvrige menneskeabers genom. Adskillelsen af gorilla-linjen fra mennesket sker formentlig for 10 millioner år siden, og adskillelsen fra henholdsvis chimpanser og orangutanger sker for henholdsvis 6,5 og 12 millioner år siden. Vores viden om både rækkefølgen for de forskellige opdelinger og deres tidsmæssige placering er ikke mindst baseret på moderne molekylær-genetiske metoder.[12] Det har vist sig, at menneskets gener er 99% de samme som chimpansens, 98% som gorillaens og 97% som orangutangens.[13]
Mens der er mange fossil-fund til dokumentation af menneskeabernes tidlige udviklingshistorie og en del fund til beskrivelse af den linje, der har ført til mennesket inden for de seneste 5 millioner år, så er der meget få fund til dokumentation af udviklingen for mellem 10 og 5 millioner år siden.[kilde mangler]
De store menneskeaber, familien Hominidae, udgør sammen med gibbonerne (de små menneskeaber) overfamilien Hominoidea (menneskeaber).[14] Familiens nulevende arter inddeles i to underfamilier, der hver deles i en eller flere tribusser og slægter.
Der findes syv nulevende arter af store menneskeaber inddelt i fire slægter. Den følgende klassifikation er almindeligt anerkendt:[1]
Ud over de nulevende arter og underarter har arkæologer, palæontologer og antropologer opdaget og klassificeret adskillige uddøde arter af store menneskeaber:[15]
Familie Hominidae
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.
