Bindingsværk

Bindingsværk er en bygningskonstruktion, som var almindelig fra oldtiden til omkring 1920. I Danmark er de ældste bevarede bindingsværk fra 1500-tallet^[1] og var almindelig byggeri frem til 1800-tallets afslutning.^[2] Rammer af tømmer "bindes" og udfyldes med murværk, lerklining, bulværk eller lignende. Feltet mellem tømmerstykkerne kaldes et tavl. Bindingsværk udføres som fag; moduler.

Bindingsværkhus i Den Fynske Landsby.

Danmarks ældste bindingsværkshus. Huset Kirkestræde 20 i Køge og er opført 1527.

Hornburg (Tyskland)

Nykonstruktion af bindingsværk

Bindingsværksbygninger kan opføres i op til syv stokværk, svarende til seks etager plus stuen; det er dog meget sjældent med mere end fem stokværk.

Brandfaren ved bindingsværk medførte, at man fra 1700-tallet i mange byer krævede, at facaden mod gaden skulle opføres i grundmur, dvs. af murværk fra kælder til kvist; facaden mod gården, gavle og indvendige bærende vægge var ofte stadigvæk i bindingsværk.^[3]

Billede af bindingsværkseksempler. * Hjørnestolpe * Fodrem, med syldsten under. * Stolpe * "Tagrem" * "Skråstiver" * Bjælker, som bærer gulvet og væggene på første sal (andet stokværk) * Fodrem i andet stokværk * Løsholt * Dokke (korte stolper, nærmest lodrette løsholte)