From Wikipedia, the free encyclopedia
Danske stednavne er stednavne på dansk eller tidligere dansk område, det vil sige i Kongeriget Danmark, Sydslesvig, Skåne, Halland og Blekinge. Stednavne giver mulighed for at udlede viden om landområders tidlige historie med hensyn til bebyggelse, samfundsstruktur og samfærdsel og er en vigtig kilde til Danmarks tidlige kulturhistorie. Nordisk Forskningsinstitut ved Københavns Universitet har registreret over 200.000 danske stednavne, hvoraf Stednavneudvalget samme sted har autoriseret stavemåden for ca. 25.000, som således er de autoriserede stednavne i Danmark.
 | Denne artikel har en liste med kilder, en litteraturliste eller eksterne henvisninger, men informationerne i artiklen er ikke underbygget, fordi kildehenvisninger ikke er indsat i teksten. (2019) |
Stednavneformer, der forekommer i Danmark, er ikke altid alene begrænset til dette område, men kan ligeledes forekomme i andre lande (sprogområder), og ligeledes kan enkelte stednavne forekommende i Danmark anses som fremmede, idet deres hovedområde ligger uden for Danmarks historiske grænser.
Enkelte stednavnetyper, fx bebyggelsesnavne på -ing(e), -sted og -um (= olddansk hēm) forekommer i alle germanske sprog (tysk -ingen, -stedt, -heim; engelsk -ing, -stead, -ham) og er således ældre end disse sprogs opsplitning. Senere opstod en skarp sproggrænse fra Egernførde syd om Hedeby og langs Danevirke og Trene til Husum, som er sydgrænsen for danske stednavne.
Da grænserne mellem de nordiske sprog derimod aldrig har været skarpe, forekommer de fleste af Danmarks stednavnetyper over hele Norden og bør rettelig behandles under et med svenske og norske navne. Mange af dem har dog karakteristiske danske former, der også kendetegner Skåne og Halland, mens Blekinge i stednavnemæssig henseende overvejende er en fortsættelse af Småland.
Desuden findes i Danmark kun ganske få stednavne fra andre sprog, blandt andre enkelte vendiske navne i det sydlige Danmark og frisiske navne i Vadehavsområdet.
Danske stednavne kan inddeles efter i hovedsagen tre retningslinjer:
Danske stednavne kan inddeles efter, hvad de betegner:
Stednavne inddeles oftest i bebyggelsesnavne, der direkte betegner menneskelig bebyggelse, og naturnavne, der betegner landskabelige træk såsom søer og vandløb, terrænformationer og bevoksning. Naturnavnes betydning kan dog også, uden afledning eller bøjning, udvides til at betegne nærliggende bebyggelse (Lemvig, Karrebæksminde (= munding, tysk -münde)).
Da danske bebyggelsesnavne sproghistorisk set er mere konstante, hvorimod naturnavne har en tendens til at udskiftes gennem tiden, vil de førstnævnte ofte have et ældre præg og være de sværest gennemskuelige med hensyn til etymologi.
Ligeledes kan stednavne inddeles i to grundtyper:
De hyppigste danske navnetyper, de sammensatte stednavne, består ligesom i mange andre sprogområder af en sammensætning af to sprogled, kaldet for- og efterled. De sammensatte stednavnes led består af sprogenes nominale ordforråd, det vil sige navneord og tillægsord, idet den almindeligste stednavnetype er kombinationen af to navneord, enten ved sammensætning eller ved sammenbinding med ejefald, eller kombinationen af et tillægsord og et navneord. For- og efterled undersøges hver for sig. Efterleddene viser sig at optræde i et begrænset antal, men hver for sig i forholdsvis mange tilfælde. Derfor inddeler stednavneforskningen som hovedregel først stednavnene efter deres efterled. Efterfølgende undersøges for efterleddet blandt andet, hvilke forled de har: landskabsbetegnelser, kulturbetegnelser, fællesbetegnelser, personnavne eller andet. Ofte viser der sig at være en karakteristisk fordeling, hyppig forekomst eller omvendt manglende forekomst mellem typer af forled og et bestemt efterled. Navne kan også være dannet med aflednings- eller endog bøjningsefterled.
I Danmark findes også enleddede stednavne. Disse viser sig at kunne opdeles i dem, der består af ord, som fortsat anvendes, og som ofte betegner let forståelige landskabsforhold (Bjerg, Dal, Holm, Kær, Lund, Næs med flere), og dem, der er dannede ved afledning (-n, -s, -und, -t).
Hvis en bebyggelse i historiens løb opdeles i flere, eller hvis det er nødvendigt at skelne mellem enslydende navne, der kan forveksles, kan de udvides med ekstra led, der sætter dem i forhold til hinanden, gerne adjektiviske som Nørre, Sønder, -ovre, -nedre osv.; men substantiviske udvidelser som Kirke Hvalsø, Sø Torup og Tveje Merløse eller kombination med et andet stednavn som Snoldelev Hastrup og Nykøbing Falster forekommer også. Denne udvidelsesproces kaldes reciprokering.[1]
I langt de fleste tilfælde vil det være muligt umiddelbart at forstå et stednavns betydningsmæssige indhold. I andre tilfælde vil dette indhold fremstå, hvis man søger tilbage til de tidligste kilder, hvor stednavnets oprindelige stednavneform forekommer. Som eksempel kan nævnes, at den nordøstsjællandske landsby Tikøb benævnes i Esrum Klosters jordebog 1158-77 "Tiwitcop". Ordet er treleddet: efterleddet -cop betyder -køb, det vil sige "købt ejendom". Forleddet menes at være Tīwitha-, der formentlig skal opdeles i Tī-, en guddom, og with, ved eller skov, samlet således Tiwith eller "gudeskoven", et navn der måske har sin parallel i det svenske Tiveden.[2]
Et vigtigt led i udforskningen af danske stednavne er selvsagt deres tidsfæstelse. Stednavne i Danmark nævnes første gang i kilder fra 1200-1400-tallet, blandt andet i Kong Valdemars Jordebog, men er langt ældre. Mange navne stammer fra Germansk Jernalder, og mange fra Vikingetiden. En række stednavneformer synes først at være taget i brug i middelalderen eller senere. Navneforskere er i dag forsigtige med en nøjagtig datering af navnene, men i danske stednavnes tilfælde kan flere holdepunkter for en tidsfæstelse i hovedtræk findes i England.
Når stednavneforskerne vil tidsfæste stednavne, bruger de dels sproglige, dels fordelings- og udbredelsesmæssige fremgangsmåder.
Således viser sprogforskningen, at der blandt de allerældste stednavne i Danmark findes en del ønavne, fx Fyn, Als, Mors med flere, der er dannede med germanske afledningssuffikser (-n, -s), der viser sig ikke længere at være produktive ved Folkevandringstidens germanske bosættelse i England. Disse navne må derfor være ældre end denne germanske bosættelse fra 400-tallet e.Kr., det vil sige fra før germansk jernalder.
I udbredelsesmæssig henseende er det først og fremmest danske stednavne-endelsesformers forekomst i Danelagen (og Normandiet), der har været vejledende for en (grov) tidsfæstelse af stednavne til tre hovedtyper:
I jernalderen er de typiske efterled (eller afledningssuffikser) -ing(e), -sted og -um (= hēm) samt -lev og -løse, hvoraf de første har en fællesgermansk udbredelse, hvorimod de sidste forekommer i mere afgrænsede områder.
En hovedkilde til stednavneendelser, der var i brug i vikingetiden, er forekomsten af disse i Danelagen i Østengland, som danske vikinger bebyggede fra slutningen af 800-tallet, idet navnene her afspejler denne tids nordiske navneskik. Hermed er det muligt at bestemme, hvilke navnetyper der, også i selve Danmark, hører hjemme i denne tid. Det drejer sig typisk om efterleddene -by, -toft(e) og -torp (> -trup, -drup, -rup).
Kristendommens indførelse i Norden og dens indflydelse på personnavneskikken giver også vigtige fingerpeg om vikingetidens stednavneskik, hvis navnets forled er et personnavn eller betegner kirkelige forhold (fx Bistrup = biskops torp).
Fra tidlig middelalder er efterleddene -bøl(le), -have, -køb, -løkke, -ris, -rød og -tved typiske. Også rent sproghistoriske kriterier som fravær af omlyd eller af forskellige ældre ejefaldsendelser i forleddet kan medvirke til at datere stednavne til denne periode, da ingen af delene er produktive efter vikingetidens afslutning.
Danmarks stednavneforråd må i sammenligning med andre europæiske landes betegnes som præget af kontinuitet og ensartethed, idet området ikke har oplevet sprogskifter i den periode, hvor navnene er givet; således er de ældste navnes sprogtrin, urgermansk og urnordisk, ophav til senere navnes sprogtrin, oldnordisk og olddansk, lige til det i dag talte sprog; centraleuropæiske og østeuropæiske stednavnetyper rummer derimod ofte flere lag, keltiske, romanske, germanske og slaviske.
Hovedkilderne for stednavneforskningen er de middelalderlige breve eller diplomer: skøder, testamenter, mageskifter, tingsvidner og lignende. De fleste af disse blev skrevet på latin i tidligste middelalder, dansk (og i Sønderjylland plattysk) vinder først frem hen imod middelalderens slutning. Mange af de ældste kilder kendes kun i senere afskrifter, idet mange oprindelige dokumenter er gået tabt ved krige, ildebrande og på anden måde. Det skønnes, at måske kun 1% af de oprindelige, middelalderlige kilder er bevarede til nutiden. Værdien af afskrifterne er vekslende og vil bero på afskriverens omhu med hensyn til at gengive originalens sprog.
En anden vigtig kilde er jordebøgerne, blandt hvilke Kong Valdemars Jordebog fra første halvdel af det 13. århundrede er særlig vigtig, idet denne kilde indeholder et meget stort antal stednavne og tilmed fra flere landsdele (Falsterlisten, Ølisten), herunder Estlandslisten, der er en vigtig kilde for estisk stednavneforskning. For Sjællands vedkommende kan nævnes Roskildebispens Jordebog fra 1370-erne, for Sønderjyllands vedkommende Slesvigbispens Jordebog fra 1462, for Jyllands vedkommende Aarhus Kapitels Jordebog fra omkring 1315, men måske med forlæg tilbage fra 1282, for Ribe Stifts vedkommende kan nævnes Ribe Oldemoder fra omkring 1330.
Af betydning for stednavneforskningen er tillige de dødelister og gavebøger, der er opbevarede ved kirkelige institutioner, blandt andre Necrologium Lundense og Liber Dacitus Lundensis, der begge stammer fra Lund og blev ført i det 12. århundrede.
Blandt andre kilder kan nævnes Adam af Bremens fremstilling af de hamborgske ærkebispers historie og Saxo, der også har vigtigt stednavnestof.
Kun undtagelsesvis inddrages nyere kilder så som ejendomsmatrikler fra 1600-tallet, og de tillægges som hovedregel ikke afgørende værdi, hvis der findes andre og ældre kilder.
Endelig bør nævnes, at sprogforskerne lægger vægt på sproglig udtalelse (dialektudtale) af stednavne og har udført et stort arbejde for at indsamle viden om disse. Forklaringen er, at dialektudtale kan afspejle en gammel sprogform, som tidligt er opgivet i skriftlige omtaler.
Stednavnes forled er i sagens natur overordentlig talrige, men kan opdeles i forskellige klasser. Det kan være en personbetegnelse, oftest et navn, hvorved angives, at en bebyggelse eller den jord, den er opstået på, har været personens ejendom. Herved kan navne på -sted og -lev give et omfattende indblik i jernalderens mandsnavne, fx Utterslev = "Ottars lev" (= arvegods), Falkerslev = "Folkvars lev" (jævnfør det juridiske begreb kongelev). Ligeledes giver -torp-navne et indtryk af det delvis kristne Danmarks mandsnavne, fx Pederstrup, Anderstrup, men også Torkilstrup, Troelstrup.
Gudenavne indgår yderst sjældent i bebyggelsesnavne, da disse aldrig anvendtes som personnavne. Et navn som Tåstrup indeholder således ikke gudenavnet Tor, men et heraf afledt mandsnavn (Torsten).
Forleddet kan også være beskrivende, substantivisk eller adjektivisk, enten henvisende til naturen (Sørup, Sundby) eller kulturen (Mølleby, Smidstrup = smed-) på stedet for bebyggelsen; eller henvisende til bebyggelsen selv: Nyborg, Magleby = "storeby" (magle- på Øerne), Møgeltønder = "Storetønder" (møgel- i Jylland).
Visse efterled kombineres typisk med personnavne eller lignende som forled, mens andre kombineres med beskrivende forled.
Visse leds udlydende vokals variation mellem -a, -e og bortfald afspejler de almindelige dialektforskelle mellem skånsk, ømål og jysk.
Andre efterled har, uafhængigt af dialekt, former både uden og med en udlydende vokal, der morfologisk set er en pluralisendelse, omend den ikke fungerer sådan semantisk. "Stednavnepluralis" er et vanskeligt forklarligt fænomen.
| Type | Betydning | Eksempler | Datering | Udbredelse | Bemærkninger | Typisk forled | |
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| -ager | Dyrket jord, græsgang | Sandager, Broager, Mariager | Norden | ||||
| -balle | Forhøjning eller del af landsby | Langballe, Nørreballe, Stensballe | Danmark | ||||
| -bjerg, -borg (1) | Bjerg, bakke | Fuglebjerg, Onsbjerg, Viborg (oprindelig Vibjerg) | Fællesgermansk | Etymologisk samme ord som -borg (2) | Oftest naturbeskrivende | ||
| -bo | Bod, hytte | Nødebo, Asserbo | Middelalder eller sen Vikingetid | Norden (inkl. Normandiet (-beuf)) | |||
| -borg (2) | Borg, fæstning | Sønderborg, Fåborg, Svendborg, Ravnsborg | Middelalder | Det germanske område | Etymologisk samme ord som -bjerg, -borg (1); men betydningen og dateringen er yngre, derfor en anden type. | Natur- eller bebyggelsesbeskrivende (evt. navn på dyreart). | |
| -by | By, landsby | Nordby, Toreby, Visby | Vikingetid (dannes dog af og til endnu indtil nyeste tid). | Norden (inkl. Danelagen (-by) og Normandiet (-bu)) | Oprindelig betydning måske "enkeltgård", således endnu i Norge. | Oftest natur-, kultur- eller bebyggelsesbeskrivende. | |
| -bølle, -bøl | Enkelt udflyttergård, bolsted | Krogsbølle, Skallebølle, Oksbøl, Bredbøl, Dagebøl, Masbøl | Middelalder, evt. sen vikingetid | Østnorden: Sverige (ikke Skåne) og Svenskfinland -böle; også i Sydslesvig, bl.a. i Nordfrisland, hvor det kan være af dansk eller nordfrisisk herkomst (tysk -büll, nordfrisisk: -bel). | -bølle på Øerne, -bøl i Jylland. | Personnavn eller naturbeskrivende | |
| -dal, -dale | Dal, lavning | Kongsdal, Årsdale | |||||
| -holt, -holte, -lt, -lte | Træbevoksning | Stavnsholt, Damsholte, Højelt, Høvelte, Högalte | Norden | Ofte -lt, -lte i Nordsjælland og Skåne | |||
| -høj, -høje, -øv, -øje, -ie | Høj, bakke | Brønshøj, Mørkøv, Ledøje, Jersie, Oxie | Vikingetid | Norden | Formerne uden h er almindelige på Østsjælland og i Vestskåne. | Oftest naturbeskrivende | |
| -inge, -ing | (Betegner stedet) | Flintinge, Gevninge, Malling, Gelting, Tønning | Jernalder | Fællesgermansk | -inge på Øerne og i Skåne, -ing i Jylland. (oprindelig også med formen *-ung). Egentlig ikke et efterled, men en afledningsendelse. | Naturbeskrivende | |
| -ker | Kirke | Pedersker | Middelalder | Bornholm | Helgennavn | ||
| -køb | Ejendom erhvervet ved køb | Tikøb, Høsterkøb, Svensköp | Sen Vikingetid | Sjælland og Skåne | |||
| -købing | Handelsplads | Sakskøbing, Ærøskøbing, Nykøbing[3] | Middelalder | Norden | Elementet formodentlig lånt fra oldengelsk. | ||
| -leje | Landingssted for både | Gilleleje, Träslövsläge | Middelalder | Sjælland og Skåne | |||
| -lev | Arvelig ejendom | Bederslev, Harlev, Tinglev, Eslöv, Harreslev | Jernalder | Danmark inkl. Skåne og Sydslesvig, samt Thüringen og Sachsen-Anhalt | På tysk er formen -leben, fx Eisleben. | Oftest personnavn | |
| -lund, -lunde | Lund, mindre skov | Ladelund, Horslunde | Norden | ||||
| -løkke, -løk | Indhegning | Bramsløkke, Dageløkke, Fovlløk | Norden | -løkke på Øerne, -løk i Jylland | |||
| -løse, -lse | Omstridt; de fleste hælder til en afledning af "lys": lysning[4], eng. | Stenløse, Sengeløse, Slagelse, Ramløse, Harlösa | Jernalder | Øerne og Skåne | -løse på Øerne, -lösa i Skåne. | Naturbeskrivende, altid substantiv | |
| -mark, -marke | Mark, dyrket jord | Notmark, Stokkemarke | Middelalder | Danmark inkl. Skåne | |||
| -næs, -nse, -ns | Næs, halvø | Rinkenæs, Bogense, Horsens | Norden | ||||
| -rud, -rød, -rod[5] | Rydning | Morud, Birkerød, Eskerod | Middelalder | Norden | -rud (oprindeligst) på Fyn, -rød/-röd på Sjælland og i Skåne, -rod i Jylland (-ryd i Sverige, dog -rud i Dalsland, -rud i Norge). | ||
| -rum | Rydning | Farum, Virum | Middelalder | Sjælland, Skåne og Slesvig | |||
| -skov | (Ryddet) skov | Nakskov, Lunderskov | Middelalder | Norden | |||
| -sted | bosted, bygd | Radsted, Thisted | Jernalder (dannes dog af og til endnu indtil nyeste tid) | Fællesgermansk | -stad, -sta i Sverige | Personnavn eller naturbeskrivende | |
| -tofte, -toft | Jordstykke i særeje (modsat landsbyens fællesjord) | Gentofte, Tontoft, Örtofta | Vikingetid | Norden (inkl. Danelagen (-toft) og Normandiet (-tot)) | -tofte på Øerne, -toft i Jylland, -tofta i Skåne. | Personnavn eller naturbeskrivende | |
| -torp, -trup, -drup, -rup, -rp | Udflytterbebyggelse | Glostrup, Vamdrup, Sibberup, Glavendrup, Björnstorp, Skurup, Tjörnarp | Vikingetid | Norden (inkl. Danelagen (-thorpe)). Også Tyskland og Nederlandene (-dorf/dorp), men med ældre datering og en anden betydning. | Efter konsonant: -trup/-drup (sjældent -torp) i Jylland og på Øerne, -torp i Skåne og resten af Sverige.
Efter vokal: -rup (på Fyn ofte -ndrup), -rup/-rp i Skåne. |
Oftest personnavn. Også natur- og kulturbeskrivende. | |
| -tun > -ten | Indhegning | Galten, Ramten, Søften | Omkring vikingetidens begyndelse | Det mellemste Østjylland | |||
| -tved | Rydning | Næstved, Bregentved, Egtved | Vikingetid | Norden (inkl. Danelagen (-twaithe)) | Naturbeskrivende | ||
| -um (1) (lig med olddansk -hēm) | Hjem, bebyggelse | Smørum, Brøndum[6] | Jernalder | Fællesgermansk | Svensk -hem, norsk -heim | Naturbeskrivende | |
| -um (2) | Dativ pluralis | Boddum, Hellum, Husum, Søsum | Vikingetid | Norden | Egentlig ikke et efterled, men en bøjningsendelse. Betegnede oprindelig væren på stedet, men er "stivnet" i navnet. Dativ pluralis har fungeret på samme måde som en lokativ. | Natur- eller bebyggelsesbeskrivende | |
| -vad | Vadested | Immervad, Rådvad, Dybvad, | |||||
| -ved | (Ryddet) skov | Helved, Hanved | |||||
| -vig
-vik |
Vig | Lemvig,Rørvig,Sandvig,Fodevig,Madvig (Matvik),Narvik, Klaksvig,Lerwick,Mestersvig | Norden | ||||
| -ør, -øre, -er | Stenet strand eller pynt | Dragør, Avedøre, Skanör, Gedser, Palør | Norden | Den trykstærke form -ør/-øre, svarer til den tryksvage -er. |
Danske købstæders navne er i et vist omfang fra tidlig middelalder og har derfor et yngre præg end de ældre bebyggelsesnavne, blandt andet med de karakteristiske efterled -købing[7] og -ør[8]. Mange købstæder, der er vokset frem af ældre bebyggelse, adskiller sig dog ikke fra dennes navngivning, fx Haderslev, Hjørring.
Efterleddet -købing, der i dag associeres med købstæder, betegner oprindelig en handelsplads, ofte i tilknytning til en ældre landsby. Det er et tilfælde, at alle danske "købinger" efterhånden har fået købstadsrettigheder, hvor imod man endnu i Skåne kan finde bebyggelser med efterleddet -köpinge, der er forblevet små flækker (da de alsiske bebyggelser Tontoft og Lavenskøbing sammen fik flækkerettigheder under navnet Nordborg, blev navnetypen -købing en ren købstadsforeteelse).
Herregårdes navne rummer ofte særlige efterled som -borg, -gård og -holm (der oprindeligt betegnede "øen" inden for voldgraven); men lige så almindeligt er det, at en herregård bærer et typisk landsbynavn som Krenkerup eller Bregentved. Årsagen er, at en landsby er nedlagt ved herregårdens oprettelse, og dens jorder, bønder og navn overført hertil. En del herregårde har dog i tidens løb fået, eller har tidligere haft, andre, ofte tyskinspirerede, navne, fx Augustenborg (oprindelig Stavnsbøl).
De få danske stednavne af udenlandsk herkomst omfatter bl.a. de lolland-falsterske navne med endelsen -itse (eller -itze): Kuditse, Tillitse, Binnitse, Korselitse og muligvis Kramnitse af vendisk oprindelse[9], hvilket tillige kan gælde Fribrødreå, der menes afledt af marknavnet Prybrode (pry = ved, brod = vadested, altså: ved vadestedet)[10] samt Hirtshals, der er nederlandsk, Bagenkop, der er nederlandsk eller nedertysk, og Christiansfeld, der er højtysk. Navnet Middelfart er dog også en nedertysk form, idet den danske form, der fastholdes lokalt, er Melfar (tidligere også Medelfar, Mejlfar).
De fleste stednavne i Sydslesvig nord for Egernførde-Husum-linjen er af dansk eller frisisk herkomst.
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.
