![cover image](https://wikiwandv2-19431.kxcdn.com/_next/image?url=https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/5/5a/Zagori_Vikos_gorge_Oxia_towards_Vikos.jpg/640px-Zagori_Vikos_gorge_Oxia_towards_Vikos.jpg&w=640&q=50)
Vikos–Aoös Nationalpark
From Wikipedia, the free encyclopedia
Vikos–Aoös Nationalpark (græsk: Εθνικός Δρυμός Βίκου–Αώου Ethnikós Drymós Víkou – Aóou) er en nationalpark i periferien (regionen) Epirus i det nordvestlige Grækenland. Parken, der blev grundlagt i 1973, er en af ti nationalparker på det græske fastland og ligger 30 kilometer nord for byen Ioannina i den nordlige del af Pindus-bjergkæden. Den er opkaldt efter de to største kløfter i området og omfatter 126 km2 bjergrigt terræn med mange floder, søer, huler, dybe kløfter, tæt nåletræs- og løvskov. Parken er en del af EUs Natura 2000-netværk og en af UNESCO Geoparker og spænder over en højde fra 550 til 2.497 moh.[2] Over 100.000 mennesker besøger parken hvert år og deltager i aktiviteter, herunder rafting, kano og kajak-sejlads, vandreture og mountainbiking.[3]
Vikos-Aoös Nationalpark | |
---|---|
IUCN kategori II (nationalpark) | |
![]() Vikoskløften set fra Oxia | |
Vikos–Aoös Nationalparks beliggenhed i Grækenland | |
Sted | Ioannina, Epirus, Grækenland |
Koordinater | 39°58′10″N 20°43′41″Ø |
Etableret | 20. august 1973 |
Besøgende | 100.000 pr. år |
Kernen i parken, et areal på 34 km2[2] omfatter den spektakulære Vikoskløft, hvor Voidomatis floden løber. Kløftens hoveddel er 12 km lang og når en dybde på 1.000 meter. Aoös-kløften, Tymfibjerget (2.497 moh. ved Gamila-toppen), og et antal bevarede traditionelle bebyggelser udgør parkens perifere zone. Parkens afsides beliggenhed og relativt lille befolkning kombineret med den store variation af biotoper og mikroklimatiske forhold giver mulighed for en rig flora (1.800 arter) i området.[4][5] Vikos – Aoös Nationalpark understøtter en mangfoldighed fauna.[6] med en overflod af store pattedyr såsom den brune bjørn, for hvilken parken er en af de sidste europæiske højborge. [7]
Det første bevis for menneskelig tilstedeværelse i området dateres for mellem 17.000 og 10.000 år siden. Parkens område har været tyndt befolket gennem historisk tid, men fra det 17. til det 19. århundrede fik de lokale samfund i Zagori en autonom status, blomstrede økonomisk på grund af øget handel og blev et vigtigt centrum for folkemedicin. [8] I de seneste årtier ses økoturisme som et middel til at få liv i de stærkt affolkede lokale bosættelser, samtidig med at det naturlige miljø og den lokale arkitektur bevares. [9]