VM i håndbold 1995 (mænd)
From Wikipedia, the free encyclopedia
Verdensmesterskabet i håndbold for mænd 1995 var det 14. (indendørs) VM i håndbold for mænd. Slutrunden, der for første gang havde deltagelse af 24 hold, blev afholdt i Island i perioden 7. – 21. maj 1995.
De 24 deltagende nationer spillede først en indledende runde i fire grupper med seks hold, hvorfra de fire bedste i hver gruppe gik videre til ottendedelsfinalerne. Vinderne af 1/8-finalerne spillede om 1.- 8.-pladsen, mens taberne måtte nøjes med at spille placeringskampe om 9.- 16.-pladsen. Holdene, der sluttede sidst og næstsidst i de indledende grupper, blev rangeret på placeringerne 17-24 efter deres resultater i den indledende runde.
Frankrig blev verdensmester for første gang ved at slå Kroatien 23-19 i finalen. Bronzen gik for anden gang i træk til Sverige, der besejrede Tyskland 26-20 i bronzekampen. Danmark sluttede på 19.-pladsen efter at være endt på 5.-pladsen i holdets indledende gruppe.