Storfyrstendømmet Litauen
østeuropæisk stat (1200-tallet til 1795) / From Wikipedia, the free encyclopedia
Storfyrstendømmet Litauen (rutensk Великое князство Литовъское, litauisk: Lietuvos Didžioji Kunigaikštystė, hviderussisk: Вялікае Княства Літоўскае, polsk: Wielkie Księstwo Litewskie) var en østeuropæisk stat fra 1200-tallet[1] til 1795. Staten blev grundlagt af litauere, som var en baltisk stamme fra Aukštaitija[2][3][4], den sydøstlige del af det nuværende Litauen. Storfyrstendømmet Litauen blev senere udvidet til at omfatte store dele af det tidlige Kijevrige og slaviske lande, så dets territorium dækkede hele det nuværende Litauen, Hviderusland og Ukraine samt dele af Letland, Moldavien, Polen og Rusland. Storfyrstendømmet havde sin største udstrækning i 1400-tallet, hvor det var Europas største stat[5]. Landet var multietnisk og rummede folk med stor variation i sprog, religion og kultur. I fyrstendømmet talte man normalt rusinsk og andre østslaviske sprog[6][7]. Man talte også latin, polsk og tysk, dog mest til diplomatiske formål[8][9][10].
Storfyrstendømmet Litauen litauisk: Didi Kunigiste Letuvos hviderussisk: Великое князство Литовско polsk: Wielkie Księstwo Litewskie | |||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Storfyrstendømme | |||||||||
1200-tallet[1]–1795 | |||||||||
Kortet viser den territoriale udvikling af Litauen fra 1200-tallet til 1400-tallet | |||||||||
Hovedstad | Vilnius | ||||||||
Religion | Hedenskab officielt kristent fra 1387 | ||||||||
Regeringsform | Arveligt monarki (1230–1572) Valgmonarki (1572–1795) | ||||||||
Historisk periode | Middelalderen | ||||||||
• Etableret | 1200-tallet[1] | ||||||||
1795 | |||||||||
|
Samlingen af landet begyndte i slutningen af 1100-tallet. Mindaugas, som blev dets første regent, blev kronet til konge af Litauen i 1253. Den hedenske stat blev angrebet i de religiøse korstog af blandt andet den Tyske Orden og Den Liviske Orden. Den multietniske og i religiøs henseende mangfoldige stat voksede frem under den senere hersker Gediminas[2] og fortsatte sin ekspansion under hans søn Algirdas[11]. Algirdas' efterfølger Jogaila underskrev Krevo-traktaten i 1386, hvilke førte til to større ændringer: Overgang til katolicismen og oprettelse af en personalunion mellem Storfyrstendømmet Litauen og Kongeriget Polen[12].
Under Vytautas den Store nåede staten sin største territoriale udstrækning og besejrede den Tyske Orden i Slaget ved Grunwald i 1410, ligesom den litauiske adel voksede frem. Efter hans død forværredes forholdet til Kongeriget Polen[13], og litauiske adelsslægter, herunder slægten Radziwiłł, forsøgte at bryde personalunionen med Polen[14]. Nederlag i Moskva-Litauen-krigene mod Storfyrstendømmet Moskva betød dog, at unionen blev opretholdt. Ved Lublinunionen i 1569 dannedes en ny stat, den polsk-litauiske realunion. Det var en føderation, hvor Storfyrstendømmet Litauen beholdt sin politiske selvstændighed og havde sin egen regering, love, hær og finansvæsen[15]. Staten mistede dog efterhånden territorier til det ekspanderende Rusland, og efter en række ødelæggende krige deltes staten mellem det Russiske Kejserrige, Preussen og Østrig i 1795.