Spøgelseskrigen
From Wikipedia, the free encyclopedia
Spøgelseskrigen[1] (eng: Phoney War, tysk Sitzkrieg[2], fransk: Drôle de guerre) er en periode på ca. otte måneder i begyndelsen af 2. verdenskrig, hvor der var begrænsede militæroperationer på vestfronten. Perioden varede fra afslutningen af Saar-offensiven i september 1939 til begyndelsen af Slaget om Frankrig i maj 1940. De europæiske stormagter havde erklæret hinanden krig, men ingen af dem havde igangsat større angreb, og der var relativt få kampe på landjorden.
Mens hovedparten af den tyske hær var indsat i Polen, bemandede en mindre styrke den tyske Vestvold, den befæstede forsvarslinje langs den franske grænse. Britiske og franske styrker stod over for tyskerne, men der var kun få lokale træfninger. Det britiske Royal Air Force kastede flyveblade over Tyskland, og de første canadiske tropper ankom til Storbritannien, mens det vestlige Europa var forbløffende stille i syv måneder. I mellemtiden stødte de stridende parter sammen i Norge. For hurtigt at få genoprustet var både Storbritannien og Frankrig ved krigens udbrud begyndt at købe store mængder våben fra producenter i USA som supplement til deres egen produktion. Det ikke-krigsførende USA støttede de vestallierede med våben til lavpris og senere ved Lend-Lease af militært udstyr og forsyninger. I 1930'erne leverede private virksomheder i Storbritannien og USA udstyr til Nazityskland i mindre omfang uden deres regeringers tilladelse.[3] Maskiner til nogle få tyske jagere blev fremstillet i Storbritannien,[4] og amerikanske råvarer blev solgt til Tyskland.[5] [6] Tyske anstrengelser for at afbryde de allieredes trans-atlantiske handel blev starten på Slaget om Atlanterhavet.