Socialøkonomisk virksomhed
From Wikipedia, the free encyclopedia
En socialøkonomisk virksomhed er en virksomhed, der på én gang tjener penge på almindelige markedsvilkår og skaber positiv social forandring for samfundet. Nogle socialøkonomiske virksomheder bruger overskuddet til at skabe beskæftigelse for udsatte, mens andre finder svar på udfordringer indenfor miljø og sundhed.
Socialøkonomiske virksomheder opererer i krydsfeltet mellem den offentlige sektor, den private sektor og civilsamfundet. Socialøkonomiske virksomheder adskiller sig på den ene side fra andre private virksomheder ved, at deres primære formål og drivkraft er at skabe positiv social forandring. På den anden side adskiller de sig fra eksempelvis frivillige organisationer, fordi de primært anvender forretningsmæssige metoder til at opnå denne forandring.