norsk poet (1866–1900) From Wikipedia, the free encyclopedia
Sigbjørn Obstfelder (født 21. november 1866 i Stavanger, død 29. juli 1900 i København) var en norsk forfatter, regnet blandt Norges første modernistiske digtere, og især kendt for sit digt Jeg ser.
| Sigbjørn Obstfelder | |
|---|---|
.jpg)
| |
| Personlig information | |
| Født | 21. november 1866  Stavanger, Norge |
| Død | 29. juli 1900 (33 år) København, Danmark |
| Dødsårsag | Tuberkulose |
| Gravsted | Frederiksberg Ældre Kirkegård |
| Ægtefælle | Helga Weeke |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Stavanger katedralskole |
| Beskæftigelse | Forfatter, digter |
| Signatur | |
 | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Sigbjørn Obstfelder blev født i den nuværende Kongsgata 22[1] i Stavanger. Her ligger i dag Sigbjørn Obstfelders plads til minde om barndomshjemmet, der blev revet i 1966. Forældrene var bagermester Herman Friedrich Obstfelder og Serine Egelandsdal. Obstfelders mor fødte 16 barn, men kun syv voksede op. Sigbjørn var nummer fire i søskendeflokken.
I 1879 flyttede bagermesteren til Jørpeland for at drive landhandel i Jørpelandsvågen. Den 13-årige Obstfelder blev værende i Stavanger for at gå på Kongsgård skole, og boede på hybel sammen med sin ældste søster Bertha, som var lærerinde. Det år fik hans ældre bror, Johan Gottfried, et nervøst sammenbrud og blev betragtet som uhelbredelig sindssyg i en alder af 21 år. Han blev senere indlagt ved Rosenbergs asyl i Bergen. Senere skulle også Obstfelders to yngste søstre, Signe og Anna, blive psykiatriske patienter. Da Obstfelder blev konfirmeret foråret 1882, boede han og Bertha i Waisenhusgaten 45. På Jørpeland døde deres mor, Serine Obstfelder, "som Følge af Abort" da hun i en alder af 44 år var gravid med sit 17. barn. Et par år senere flyttede hendes mand med de andre børn tilbage til Stavanger og lejede bolig og bageri i Nygaten 28.[2] Obstfelder var elev ved Stavanger katedralskole, hvor han var medstifter av Gymnasiesamfundet Idun i 1883. I 1886 blev "Iduns julekomedie" etableret, og er i dag skoleteater for Stavanger katedralskole. Obstfelder deltog som skuespiller i en af julekomediens første forestillinger julen 1886.[3]
På Sola var han foråret 1886 huslærer hos familien Bennetter, der havde ombygget Sola gamle kirkeruin til bolig og atelier. Her underviste Obstfelder husets sønner, og havde ellers forefaldende arbejde. Lørdag/søndag gik han til fods fra Sola til Stavanger, hvor hans far og søskende nu var bosat i Pedersgaten 25.[2]
Obstfelder læste til ingeniør inden han rejste til USA efter sin bror Herman. Her boede han i Milwaukee og Chicago mellem 1890 og 1891. Men tilbage i Kristiania fik han et sammenbrud, klædte sig nøgen og hylede og skreg foran en borgerlig familie, hvis datter han var interesseret i. Han blev efterfølgende indlagt på Gaustad asyl. Efter opholdet på sindssygehuset virkede han handlingslammet i sociale sammenhænge. I 1893 udkom samlingen Digte, antaget af boghandler John Grieg i Bergen. Under den celebre middag, som derefter blev afholdt i Stavanger mere eller mindre til Obstfelders ære, var han helt tavs. Han nærmest sneg sig fra bordet, hvorefter gæsterne hørte ham spille violin et andet sted i huset. Alexander Kielland gik ind til ham, imponeret over hans spillefærdighed, og de to blev siddende og snakke hele aftenen. Bagefter sagde Kielland: "Det var en mærkelig mand."[4]
Jens Thiis[5] tog ham med på en rejse til Paris, Brüssel og Brügge, og i september 1893 kom Obstfelder for første gang til København og flyttede ind i et kvistværelse i Abel Cathrinesgade på Vesterbro. Obstfelder var glad for storbyliv, og fandt sig snart til rette. Han gik meget i Tivoli og hjem til en tante af sig i Svanemosegårdvej 8. Hun var husbestyrerinde for to ældre norske damer, og her spiste han ofte til middag og underholdt damerne med sit violinspil. Iblandt læste han også sine digte højt for dem, men de blev mere forbavsede end henrykte. Som sin bedste ven i København regnede han billedhuggeren Anders Bundgaard, som han kendte fra Paris.[6]
Viggo Stuckenberg skrev: "Jeg har aldrig mødt en så stilfærdig nordmann." Ligesom Hamsun opholdt Obstfelder sig i København, da hans første bog udkom. Selveste nytårsaften havde Politiken en positiv omtale af Obstfelders digte, skrevet af Helge Rode. Obstfelder var alligevel nedtrykt, da hans skrivning var gået i stå for ham. Han spillede violin og gik på kafé Bernina på Strøget, hvor han blev opmuntret af landsmænd som Gunnar Heiberg og ægteparret Krohg. Men så gik han tom for penge, og flyttede ind hos damerne i Svanemosegårdvej 8, før han til sidst forlod København.[7]
17. august 1895 fik Christian Krohg trykt et interview med ham i Verdens Gang, et i en serie, hvor Krohg talte med 12 personer.[8]
Obstfelder blev meget krænket over interviewet, og skrev gennem fem år på et tilsvar, formet som en kriminalnovelle, der foreligger i tre versioner. Her fantaserer Obstfelder om en mørk nat at gå hjem til Kroghs bolig i Skovveien med en ladet revolver for at skyde ham. Verdens Gangs redaktør, Ola Thommessen, ville ikke trykke Obstfelders tilsvar "af hensyn til min gode ven Krogh",[10] og Obstfelder døde uden at få det offentliggjort.[11]
I efteråret 1896 var Obstfelder tilbage i København. John Grieg i Bergen havde anbefalet ham at kontakte Peter Nansen i Klareboderne om at skifte forlag, og kortromanen Korset blev til hans forbavselse antaget af Gyldendal. Nok en gang blev København bekræftet som norsk litteraturs hovedstad. Obstfelder boede først i Nyhavn 17, og løb en dag ind i Georg Brandes, der boede i det samme nabolag. De vekslede kun nogle ord, men Brandes havde bidraget til antagelsen af Korset, og han skrev rosende om bogen, da den blev udgivet samme efterår.[12]
Tre år før sin død mødte Obstfelder den 21-årige Ingeborg Weeke (1876-1930) og forelskede sig dybt i hende. Hun var datter af en grosserer, studerede sang og var allerede halvt forlovet med den danske lyriker L.C. Nielsen. Hun var Obstfelder så ulig, som tænkes kan, og han pintes af jalousi, fordi hun fortsatte at mødes med Nielsen. Obstfelder tryglede hende i breve om at blive hans, samtidig som han fortsatte sin farten omkring i Europa, fjernt fra København. Til sidst flyttede han ind i et værelse i N.J. Fjords allé 2 og forlangte en afgørelse. Ingeborg bad om udsættelse. Obstfelder tog til Vejle. Og der, lige over påske, modtog han hendes telegram om, at hun havde brudt med Nielsen og omsider var hans.[13]
5. juni 1898 giftede den 32-årige Obstfelder sig med den ti år yngre Ingeborg. Kort efter rejste de til Paris, og i løbet af de to år, de var gift, var de nærmest konstant på farten. Obstfelder var trykket af sin kones ustadighed, og Johan Bojer,[14] som de besøgte på Rivieraen, skrev: "Den unge frue en dansk og sjældent køn, med mørkt hår og store, dunkle øjne. Hun er sluppet ud af et strengt hjem og tumler sig nu som frigjort kvinde. Hun vil kun tale om erotik, at hun altid har drømt om favntag og flammende elskovstimer - og han, han ser væk og bøjer hovedet..." På besøg i Norge sommeren 1899 var hun derimod mere stille og diskret. Til Stavanger gik parret til fods over bjergene. Obstfelder var vandt til lange fodture, men turen fra Setesdal til Ryfylke var slem for den mindre fjeldvandte Ingeborg; og ingen af dem var ordentligt klædt på, da det blæste op. Forkomne og gennemvåde blev de fundet af folk, der samlede fårene ind, og taget med til Nilsebu indenfor Lysebotn. Ingeborg brød ud i franske arier af lettelse over at være reddet, mens Obstfelder virkede helt apatisk.[15] I Stavanger var de inviteret hjem til borgmester Alexander Kielland. Men i Berlin tog pengene slut, og Obstfelder, som sloges med manuskriptet til En Præsts Dagbog, efterlod sin kone i Berlin, mens han selv søgte arbejdsro udenfor Randers.[16]
Foråret 1900 blev parret genforenet i København og flyttede til Østerbro. Obstfelder klagede over sår hals, og hostede nætterne igennem. Ingeborg var gravid. I maj flyttede de til en nedlagt gård udenfor Randers, hvor de ventede besøg af hans bror Herman på vej hjem fra USA. Men Herman kom ikke, og i juli flyttede de tilbage til Østerbro. Obstfelder var nu alvorligt syg. Han blev indlagt på Kommunehospitalet i København, hvor han døde af tuberkulose, og blev gravlagt på Frederiksberg Ældre Kirkegård[17] i København 1. august 1900, samme dag som hans eneste barn, Lili, blev født. Tre måneder senere udkom En Præsts Dagbog.[18]
Helge Rode var blandt dem, der besøgte Obstfelder under sygehusindlæggelsen frem til hans død. Bagefter skrev Rode en række vers om ham:
I Stavanger er der sat en støtte op til minde om Sigbjørn Obstfelder, lavet af Gustav Vigeland og afduget i december 1917.[20] Videre har en plads i centrum med grunden, hvor det nedrevne Obstfelderhus stod, fået navnet Obstfelders plads.
Vigelands støtte i marmor er sat op på Frederiksberg kirkegård, mens hermetikfabrikant Omund Braadland i Stavanger betalte for at få en kopi i granit opsat i Stavanger. Han ville dog ikke have den opsat på nogen kirkegård, men derimod på plænen foran Stavanger domkirke. Obstfelders ungdomsven, direktør Jens Thiis ved Stavanger kunstmuseum, lovede at holde tale, når støtten blev opsat. I starten af december 1917 havde aviserne tabt tålmodigheden: "Pladsen er udset, bysten er forlængst kommet til byen og kan rejses i en fart. Hvad er det så egentlig, man nøler efter?" Det skyldtes Rasmus Sand, medlem af formandskabet, kirkens tilsynsudvalg, og ellers både afholdsmand og en markant religiøs personlighed uden at være nogen pietist. Han gjorde det dog klart, at han ikke ville have Sigbjørn Obstfelder sådan lige foran domkirken. Han demonstrerede dette ved højtlæsning af udvalgte vers fra Obstfelders "Brændevin, skål og skøgen i parken". Men Sands synspunkter druknede i latter - aldrig havde så mange leet så højt og kraftigt af Obstfelders vers som formandskabets medlemmer. Formandskabets flertal sluttede sig nu til Braadlands ønske om at sætte støtten op foran domkirkens kor, nær nabolaget fra Obstfelders barndom. Rasmus Sand gav dog ikke op. Han skrev en interpellation til bystyret; men da borgmesteren var vækrejst, blev behandlingen udsat til et senere bystyremøde, mod slutningen af december 1917. I mellemtiden fik øvrigheden fart på. At borgmesteren skulle have lovet Sand at intet skulle ske med støtten før næste bystyremøde, valgte hans stedfortræder Ole Jacobsen at ignorere, og fik støtten sat op. Fredag 7. december 1917 kl. 13:00 ønskede Jacobsen velkommen til afdugningen af Gustav Vigelands statue. Skolerne havde fået fri, og publikum var mødt fuldtalligt frem, da Jens Thiis holdt sin tale.[21]
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.
