Ruslands føderale enheder
From Wikipedia, the free encyclopedia
Rusland er en føderation, som består af 85 føderale enheder[1] (russisk: субъект(ы); udtale: subjEkty, ental subjEkt) af vidt forskellige størrelser og indbyggerantal. Opbygningen er i hovedsagen en videreførelse af systemet, der eksisterede i Sovjetunionen. Da den nuværende russiske forfatning blev vedtaget i 1993, var der 89 enheder; nogle af disse er siden blevet slået sammen, så der nu er 85 enheder. Der er planer om flere sammenlægninger i fremtiden. Enhederne betegnes enten som en republik, oblast, kraj, autonom oblast, autonom okrug eller føderal by, men har i teorien samme grad af selvstyre. Hver af disse enheder har deres egen leder, deres eget lokale parlament samt to repræsentanter i føderationsparlamentets førstekammer Føderationsrådet.
Lederen (guvernør eller præsident) af enhederne blev indtil 2004 valgt lokalt, men den russiske føderale regering under præsident Vladimir Putin har efter terrorangrebet i Beslan i 2004 forfulgt en politik, der efterstræber en mere centraliseret magtstruktur, hvilket har medført, at lederne nu bliver udpeget centralt. De skal stadig godkendes af det lokale parlament. Enhederne er underinddelt i en række mindre enheder under betegnelsen 1) rajon (районы), 2) bosætninger (områder af bymæssig karakter) og 3) byer.
De 85 føderale enheder er igen samlet i otte føderale distrikter (russisk: Федеральные округа Российской Федерации, tr. Federalnyje okruga Rossijskoj Federatsii), der blev oprettet i 2000 for at styrke den føderale regerings kontrol over regionerne. De føderale distrikter har intet parlament, og lederen er direkte udpeget af den føderale præsident. De føderale distrikter har hovedsageligt til formål at kontrollere føderationselementerne for den føderale regering.
Endelig er de 85 føderale enheder også samlet i 12 økonomiske regioner, der følger en fælles overordnet økonomisk politik og er ansvarlig for statistisk dataindsamling.