Rinkenæs Gamle Kirke
bygning i Sønderborg Kommune / From Wikipedia, the free encyclopedia
Rinkenæs Gamle Kirke indviet til Skt. Laurentius den 10. august 1158. Kirken ligger på et bakkedrag 4 km nord for Rinkenæs. Oprindelig var den romanske kirke omgivet af en landsby, som forsvandt fuldstændigt omkring år 1300. Ifølge overleveringer er kirken oprindeligt blevet bygget som et kapel hørende under Kliplev Kirke. En rig enke forærede grunden til kirken og betalte, hvad opførelsen kostede, og egnens beboere transporterede byggematerialerne til stedet, foruden at de leverede arbejdskraften til byggeriet. Kirkeklokken fra ca. 1500 var hængt op i en træklokkestabel, men blev ødelagt af en storm i 1884. I stedet for blev klokken senere flyttet til vestgavlen, hvor den stadig hænger.
Rinkenæs Gamle Kirke | |
---|---|
Generelt | |
Opført | Omkring 1155 |
Geografi | |
Adresse | Gl Kirkevej 25, Rinkenæs, 6300 Gråsten |
Sogn | Rinkenæs Sogn |
Pastorat | Rinkenæs Pastorat |
Provsti | Sønderborg Provsti |
Stift | Haderslev Stift |
Kommune | Sønderborg Kommune |
Eksterne henvisninger | |
www.rinkenæskirke.dk/kirkerne/den-gamle-kirke/ | |
Oversigtskort | |
Rinkenæs Sogn blev sandsynligvis et selvstændigt sogn i slutningen af 1400-tallet. Indtil da blev kirken betjent af en kapellan. Kirken var sognekirke indtil 1932, da den nye Rinkenæs Korskirke blev indviet. Men der er stadig af og til gudstjeneste, og der foretages også andre kirkelige handlinger.
Kirken er oprindeligt bygget i romansk stil af rå og kløvede kampesten, og den er nu forsynet med et rødt tegltag. Der er i tidens løb foretaget mange ændringer af bygningen, f.eks. er der indsat nye vinduer og foretaget store reparationer af murværket. Det sidste især på grund af de voldsomme begivenheder bygningen har været udsat for. De steder hvor det har været nødvendigt at forny murværket, er dette blevet gjort hovedsageligt med munkesten. Våbenhuset på sydsiden er bygget af munkesten og opført i første halvdel af 1500 tallet.