Riksmål
norsk sprogform / From Wikipedia, the free encyclopedia
Riksmål (tidligere skrevet rigsmål) er en norsk betegnelse, der dels dækker den private retskrivningsnorm for det norske sprog, som siden midten af det 20. århundrede er fastlagt af Det Norske Akademi for Sprog og Litteratur og fremmet af Riksmålsforbundet og dels dansk-norske skriftsprog før 1929. Nutidens riksmål er en videreførelse af de officielle riksmålsretskrivninger fra 1907 og 1917 af det sprog, som i 1929 officielt skiftede navn til bokmål, og det er efter retskrivningsændringerne i bokmål i 2005 med små undtagelser sammenfaldende med den moderate version af nutidens bokmål. Riksmål udskiltes som egen uofficielle målform efter 1938, da det officielle bokmål gennemgik omfattende ændringer, som af mange riksmålsfolk, toneangivende medier og store dele af bybefolkningen i Norge blev anset som enten for radikale eller for hastige. Tidligt i 1950-erne tilspidsedes striden mellem riksmålsbevægelsen og myndighederne på grund af samnorskpolitikken, og riksmålsbevægelsen etablerede sit eget normeringsorgan, Det Norske Akademi for Sprog og Litteratur, og startede en kampagne for at rette skolebøger til Det Norske Akademis rikmålsnormal gennem Foreldreaksjonen mot samnorsk. En tilsvarende reaktion skete fra nynorskhold gennem etableringen af høgnorskbevægelsen, men denne var langt mindre slagkraftig og har hos Språkrådet bare fået gennemført nogle få mindre ændringer i retskrivningen.
Riksmål og moderat bokmål er baseret på den danske skrifttradition i Norge, og den fornorskningslinje Knud Knudsen grundlagde, men uden hans langsigtede og betydeligt mere radikale ideer (som eget hunkøn og skel mellem endelserne -ar og -er). Det dansk-norske koinésprog, ofte kaldet dannet dagligtale, lå til grund for retskrivningsreformerne i 1907 og 1917. I modsætning til bokmål har riksmål ikke senere været påvirket af samnorsktanken. Samnorskpolitikken blev efterhånden anset som fejlslået, og som følge af etableringen af Vogt-komitéen ("sprogfredskomitéen") har bokmål og riksmål gradvis nærmet sig hinanden, særlig gennem reformer af bokmål i 1981 og 2005, og en mindre reform af riksmål i 1986. I hovedsagen er det bokmålet som har genindtaget riksmålsformer, mens mange samnorskformer og nogen andre lidet brugte former er blevet afskaffet. Enkelte ord og bøjninger som ikke findes i nynorsk er kommet ind for at genspejle talesproget, deriblandt skøyt (ligestillet med skjøt, nynorsk skaut) og (har) røyka (ligestillet med røykte, mens nynorsk kun har røykte). Førstnævnte efterspurgte Riksmålsforbundet og Riksmålsvernet allerede i 1936 (som «skøit»).
Navnet rigsmål blev indført i Norge af Riksmålsforbundets grundlægger Bjørnstjerne Bjørnson i 1899 efter forbillede fra dansk, hvor det fra slutningen af 1800-tallet blev brugt om skriftsproget og fra 1890 om det landsgyldige standardtalesprog i Danmark. Stavningen med k (riksmål) blev officielt indført i 1907, selv om det tog flere tiår inden pressen og befolkningen fulgte efter (Norges største avis, Aftenposten, gik over til den nye stavning i 1923).
Riksmålsforbundet definerer riksmålet som "den moderne norske normalform af det skriftsprog som er nedarvet fra den dansk-norske sprogtradition i 1700-tallet og 1800-tallet og det norske tale- og læsesprog, som er knyttet til dette. Kort sagt: det skrevne og talte norske standardsprog".»[1] Denne brede definition omfatter hele det skriftsprog, der er kendt som riksmål og moderat bokmål og talt standard østnorsk. I lingvistisk forstand er det talesprog som bygger på dannet dagligtale, altså riksmålstalesproget i Østlandet/standard østnorsk at anse som en form for dansk, til forskel fra de talesprog (også på Østlandet) som bygger på norske dialekter.
I sproglig forstand kan riksmål på norsk også betyde et hvilket som helst rigssprog i et land.