Præference
From Wikipedia, the free encyclopedia
Præferencer udtrykker tilbøjeligheden til at foretrække én bestemt valgmulighed foran en eller flere andre. I økonomisk teori er præferencer et overordentlig vigtigt begreb, idet de antages at være grundlaget for alle personers handlinger og dermed de forskellige valg, som personer foretager i deres egenskab af forbrugere, arbejdstagere og andre roller. Et optimalt valg er et valg, der sikrer, at personen kan få sine præferencer opfyldt i så høj grad som muligt, givet den situation han eller hun befinder sig i.
Under visse omstændigheder kan en persons præferencer repræsenteres matematisk ved hjælp af en nyttefunktion, som gør det muligt at knytte talmæssige størrelser til den gevinst, man opnår ved et givet valg. Dermed kan præferencebegrebet operationaliseres i en lang række sammenhænge. Det er almindeligt i mikroøkonomi at antage, at personer maksimerer deres nytte under de givne bibetingelser.