Løve
en af de fem store katte i slægten Panthera / From Wikipedia, the free encyclopedia
Løven (latin: Panthera leo) er en af de fem store katte i slægten Panthera og et medlem af kattefamilien. Det er den næststørste nulevende katteart efter tigeren, hvor nogle hanner kan veje over 250 kg.[1] Der findes vilde løver i det subsahariske Afrika og i Asien (hvor en truet bestand lever i Gir Forest National Park I Indien). Løverne forsvandt fra Nordafrika og Sydvestasien for mange år siden, men dog i historisk tid. Indtil slutningen af Pleistocæn, for omkring 10.000 år siden, var løven det mest udbredte landpattedyr efter mennesket. Den kunne findes i størstedelen af Afrika, igennem hele Eurasien fra det vestlige Europa til Indien, og i Amerika fra Yukon til Peru.[2]
Løve | |
---|---|
Bevaringsstatus | |
Sårbar (IUCN 3.1) | |
Videnskabelig klassifikation | |
Rige | Animalia (Dyr) |
Række | Chordata (Chordater) |
Klasse | Mammalia (Pattedyr) |
Orden | Carnivora (Rovdyr) |
Familie | Felidae (Kattedyr) |
Slægt | Panthera |
Art | P. leo |
Videnskabeligt artsnavn | |
Panthera leo (Linnaeus 1758) | |
Kort | |
Hjælp til læsning af taksobokse |
- For alternative betydninger, se Løve (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Løve)
Løve
Brøl fra løve i fangenskab
Er der problemer med lyden? Se da eventuelt Hjælp:Ogg Vorbis eller "Media help" (engelsk) |
I naturen lever hanner sjældent mere end 10 til 14 år, da de skader de pådrager sig ved konstant at slås med andre hanner væsentligt reducerer deres levetid.[3] I fangenskab kan de leve i mere end 20 år. Løven opholder sig typisk på savannen og på græssletter, selvom de kan søge til bushen og skove. Løver er usædvanligt sociale dyr sammenlignet med andre katte. En løveflok består af beslægtede hunner og unger, samt en mindre gruppe voksne hanner. Grupper af hunløver jager typisk sammen, og angriber normalt store hovdyr. Løver er øverst i fødekæden, og indgår som en vital del af økosystemet, selvom de også æder ådsler, hvis muligheden byder sig. Løver jager normalt ikke mennesker, selvom der har været eksempler på at det er sket.
Løven er en sårbar art, og bestanden i Afrika blev i løbet af de sidste to årtier af det 20. århundrede reduceret med 30-50 %.[4] Løvebestande har svært ved at opretholde sig selv udenfor reservater og nationalparker. Selvom grunden til tilbagegangen ikke er fuldt forstået, så er tab af levesteder og konflikter med mennesker i øjeblikket de to største kilder til bekymring. Løver er blevet holdt i menagerier siden romerriget, og har været meget eftertragtede til fremvisning i zoologiske haver over hele verden siden slutningen af det 18. århundrede. Flere zoologiske haver samarbejder globalt i avlsprogrammer for den truede asiatiske underart.
Hanløven kan let genkendes på sin manke. Løven, især hannens hoved, er et af de bedst kendte dyresymboler i menneskelig kultur. Der eksisterer afbildninger helt tilbage fra den senpalæolitiske epoke, fra figurer og malerier fra Lascaux-hulerne og Chauvetgrotten til stort set alle oldtids- og middelalderkulturer hvor løven har levet. Løven er også blevet meget brugt i skulpturer, i malerier, på nationalflag, og i moderne film og litteratur.