Panserværnsvåben
From Wikipedia, the free encyclopedia
Panserværnsvåben er forskellige typer våben, som er designet til det formål at bekæmpe pansrede køretøjer som f.eks. en kampvogn.
Panserværnsvåben findes i en lang række forskellige typer rækkende fra rifler, håndholdte granatkastere og raketstyr over kanoner af alle kalibre til raketter og panserminer.
Panserværnsvåben anvender forskellige projektiler og ladninger til at opnå en panserbrydende effekt. Disse kan efter deres virkningsmåde opdeles i:
- Panserprojektiler, som virker ved deres kinetiske energi (masse og hastighed) og anvendes i rifler og kanoner.
- Hulladninger, som er en specielt formet ladning, der ved detonationen har en retningsbestemt sprængvirkning. Den er dermed ikke afhængig af ladningens hastighed og kan derfor anvendes i langsommere projektiler som f.eks. raketter, kanoner med lav mundingshastighed, i panserværnsminer eller placeres direkte på panseret som f.eks. en retningsbestemt magnetladning.
- Plastiske ladninger, som detonerer i tæt kontakt med panseret og udnytter trykbølgen fra eksplosionen til at slå stykker af panserets inderside.