Palæstinakrigen (1947–1949)
From Wikipedia, the free encyclopedia
Palæstinakrigen (1947–1949) blev udkæmpet hovedsageligt udkæmpet inden for grænserne af mandatområdet Palæstina, der i begyndelsen af konflikten var administreret og styret af Storbritannien. Krigen er i Israel kendt som uafhængighedskrigen (Hebraisk: מלחמת השחרור eller מלחמת העצמאות), mens krigen på arabisk er den centrale bestanddel af Nakba (Arabisk: النَّكْبَة, transskription: Nakba, direkte oversat: "katastrofen").[lower-alpha 1][15][16][17][18] Det var den første krig i den israelsk-palæstinensiske konflikt og den bredere arabisk-israelske konflikt. Storbritannien afsluttede Palæstinamandatet ved midnat mellem d. 14. og 15. maj 1948 og trak sig tilbage, hvilket markerede afslutningen på en godt 30-årig periode med britisk styre i området, som var blevet indledt i 1917 under 1. verdenskrig. Forinden havde regionen var under Det Osmanniske Riges kontrol i ca. 400 år siden 1516.
Palæstinakrigen (1947–1949) | |||||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Del af den israelsk-arabiske konflikt og den israelsk-palæstinensiske konflikt | |||||||||||
Arabiske krigere foran en brændende Haganah pansret forsyningslastbil nær byen Jerusalem |
|||||||||||
|
|||||||||||
Parter | |||||||||||
Yishuv (Inden d. 14. maj 1948) Israel (efter d. 14. maj 1948) Innden d. 26 maj 1948:
Efter d. 26 maj 1948: Udenlandske frivillige: | Arabiske komité (før d. 15. maj 1948]]) Den Arabiske Liga (efter d. 15. maj 1948)
|
||||||||||
Ledere | |||||||||||
|
|
||||||||||
Styrke | |||||||||||
Israel: ca. 10.000 indledningsvis, hvilket steg til 115.000 i marts 1949 | Arabere: ca. 2.000 indledningsvis, hvilket steg til 70.000, hvoraf: Egypten: 10.000 indledningsvis, hvilket steg til 20.000 Irak: 3.000 indledningsvis, hvilket steg til 15.000–18.000 Syrien: 2.500–5.000 Transjordanien: 8.000 – 12.000 Lebanon: 1.000[8] Saudi Arabien: 800–1.200 Den arabiske befrielseshær: 3.500–6.000 |
||||||||||
Tab | |||||||||||
6.080 dræbte (ca. 4.074 soldater og 2.000 civile)[9] | Mellem +5.000[9] og 20.000 (inkl. civile),[10] herunder ca. 4.000 soldater fra Egypten, Jordan and Syrien[11] | ||||||||||
15.000 arabere dræbt og 25.000 sårede (estimat)[12] |
Storbritannien havde i februar 1947 henvist spørgsmålet om Palæstina til de Forende Nationer,[19] hvilket d. 29. november 1947 kulminerede i afstemningen og vedtagelsen af delingsplanen for Palæstina (FN-resolution 181) i FN's Generalforsamling. Denne anbefalede, at Palæstinamandatet ophørte hurtigst muligt og senest den 1. august 1948.[20] To uger senere, den 11. december 1947, meddelte den britiske koloniminister Arthur Creech Jones, at det Palæstinamandatet ville ophøre den 15. maj 1948.[21]
Palæstinakrigen kan opdeles i to overordnede faser, hvor den første fase var den borgerkrig (1947–1948), som udbrød d. 30. november 1947 i mandatområdet – dagen efter vedtagelsen af delingsplanen for Palæstina i FN.[22] Denne fase af krigen beskrives af historikere som den "borgerlige", "etniske" eller "interkommunale" krig, da den hovedsageligt blev udkæmpet mellem jødiske og arabiske militser, hvor sidstnævnte blev støttet af den arabiske befrielseshær og de omkringliggende arabiske stater. Krigen var her karakteriseret af guerillakrigsførelse samtterrorisme. Krigen eskalerede mod slutningen af marts 1948, da jøderne indledte en offensiv, der endte ud i sejre over araberne i store kampagner og kampe og som etablerede klare frontlinjer. I denne periode opretholdt briterne stadig en vis kontrol og styre over Palæstina, hvorfor de lejlighedsvis greb ind i volden.[23][24]
Med Storbritanniens afslutning af Palæstinamandatet ved midnat mellem d. 14. og 15. maj 1948, blev Palæstinakrigens anden fase indledt. Forinden – om eftermiddagen d. 14. maj – havde den jødiske ledelse – ledet af den fremtidige israelske premierminister, David Ben-Gurion – proklamerede dannelsen af en jødisk stat, kendt som staten Israel.[25] Disse begivenheder blev efterfulgt af en invasionen af Palæstina af de omkringliggende arabiske hære og ekspeditionsstyrker om morgenen d. 15. maj.
Denne invasionen markerede således begyndelsen på Palæstinakrigens anden fase – den såkaldte arabisk-israelske krig i 1948. Her rykkede ægypterne frem langs den sydlige kyststribe og blev standset nær Ashdod. Den jordanske legion og irakiske styrker erobrede Palæstinas centrale højland. Syrien og Libanon udkæmpede flere slag med de israelske styrker i nord. De jødiske militser – der nu var organiseret i de israelske forsvarsstyrker (IDF) – formåede at standse de arabiske styrker. De følgende måneder så voldsomme kampe mellem IDF og de arabiske hære, hvor sidstnævnte langsomt blev presset tilbage. De jordanske og irakiske hære formåede at bevare kontrollen over det meste af det centrale højland i Palæstina og erobre Østjerusalem, inklusive den gamle bydel. Egyptens kontrolzone var blevet begrænset til Gazastriben og en lille lomme omringet af israelske styrker ved Al-Faluja. I oktober og december 1948 krydsede israelske styrker ind i libanesisk territorium og trængte ind på Egyptens Sinai-halvø og omringede de egyptiske styrker nær Gaza By. Den sidste militære aktivitet fandt sted i marts 1949, da israelske styrker erobrede Negev-ørkenen og nåede Det Røde Hav. I 1949 underskrev Israel separate våbenhvileaftaler med Egypten den 24. februar, Libanon den 23. marts, Transjordanien den 3. april og Syrien den 20. juli.
Under krigen blev omkring 700.000 palæstinensiske arabere fordrevet.[26] Mange palæstinensiske arabere endte med at være statsløse, og blev enten fordrevet til de palæstinensiske områder – der blev indtaget af Egypten og Jordan under krigen – eller til de omkringliggende arabiske stater. Mange af disse flygtninge, såvel som deres efterkommere, er fortsat statsløse i dag og lever i flygtningelejre. Disse flygtninges endelige status er derfor stadig den dag i dag et af de centrale stridhedspunkter i den israelske-palæstinensiske konflikt.
I de tre år efter krigen immigrerede omkring 700.000 jøder til Israel fra Europa og forskellige arabiske lande, hvor en tredjedel af disse immigranter var blevet fordrevet fra arabiske lande i Mellemøsten.[27][28][29] Disse flygtninge blev absorberet i Israel under One Million Planen.[30][31][32][33]
Krigen efterlod territoriet for det tidligere mandatområde i Palæstina opdelt, hvor staten Israel kontrollerede omkring 78%, Kongeriget Jordan (dengang kendt som Transjordanien) kontrollerede (og senere annekterede) området kendt som Vestbredden, mens Egypten indtog Gazastriben (hvor Den Arabiske Liga efterfølgende etablerede en palæstinensiske regering).
Våbenhvileaftalerne med de forskellige arabiske lande etablerede den såkaldte Grønne Linje, som ville danne de facto grænse mellem Israel og dens arabiske naboer frem til Seksdagskrigen i 1967. Selvom hverken Israel eller de arabiske lande anerkendte denne linje, som en permanent (de jure) grænse, betragtes denne grænse stadig i dag af mange som Israels internationalt anerkendte grænser.[34][35]