Pagt (Bibelen)
From Wikipedia, the free encyclopedia
From Wikipedia, the free encyclopedia
Pagt (heb. בְּרִית bĕrîth) eller testamente er et af de vigtigste begreber til forståelse af Israels retsopfattelse og dets gudsforhold i jødisk og kristen teologi. Ordet testamente, der i kristendommen bruges om bibelens to hovedinddelinger, er indlånt af det latinske testāmentum, der som det tilsvarende græske (διαθήκη diathékē), har grundbetydningen "pagt" (der i sig selv kommer af det latinske synonym pactum "aftale" eller "overensskomst").
For alternative betydninger, se Pagt. (Se også artikler, som begynder med Pagt)
Ordet pagt bruges i den hebræiske bibel om en højtidelig overenskomst, hvor to parter gensidigt indgår en række forpligtelser over for hinanden. Enhver pagt laves for at etablere et venskabeligt forhold mellem parter – enten ved at indstifte et nyt forhold eller ved at give et allerede eksisterende forhold en etisk, sakral og retslig binding. Oftest knyttes der også et pagtstegn til, der skal synliggøre/vidne om det løfte, der er givet. Pagtsbegrebet bruges til tider også om forhold, hvor kun den ene part påtager sig forpligtelser, dvs. en betingelsesløs pagt, hvor den ene part lover at overholde pagten uden at stille krav til den anden parts handlen.
Det gamle testamente nævner en række pagter mellem mennesker:
Hele Bibelen er bygget op omkring pagter Gud sluttede med mennesker og hvordan disse senere blev opfyldt eller overtrådt.
Gud sluttede denne pagt med Noa (8,20 – 9,17), efter at han ved syndfloden havde udryddet alt levende på jorden, på nær Noa, hans familie og de dyr der var i arken. Pagtsvilkåret var at Gud:
Denne pagt var en af de betingelsesløse, hvor kun den ene part – Gud – sluttede en pagt med de mennesker, der kun vil det onde om ikke at udrydde og forbande jorden. Pagtstegnet: Regnbuen
Pagten med Abraham (1 Mos 15,1-21; 17,1-27) er helt grundlæggende for Israels syn på sig selv: De pagtsvilkår, som Gud lover Abraham, er at:
Også i denne pagt er det kun den ene part – Gud – der forpligter sig. Pagten er som sådan betingelsesløst fra Abrahams side. To forskellige pagtstegn bliver knyttet til denne pagt:
Pagten på Sinaibjerget var den pagt, som Gud sluttede i ørkenen med det israelittiske folk (Abrahams efterkommere), efter at han havde befriet dem ud af Egypten. Gud ville at de skulle:
Denne pagt knyttede sig dog betingelser til også fra israelitterne side:
Derfor må Moses i Anden Mosebog 24 lave et alter, og skrev alle Herrens ord ned, og læste pagtsbogen (hvor bl.a. de ti bud sandsynligvis stod) op for folket. Folket svarede derefter:
Pagtstegnet: Blodet som bliver stænket på folket. Moses siger i forbindelsen med pagtslutningen:
Omkring Jerusalems fald, hvor Jeremias forkyndte, at Israel havde svigtet sin del af pagten, og at Gud nu ville forvise dem fra landet og føre dem til Babylon (hvilket skete i år 587 f.v.t), begyndte Jeremias at forkynde om en ny pagt:
Denne pagt tales der også om i andre profetbøger (fx Es 42, 6; 61,8. Ez 16,61-62; 37,26).
Ved at anvende betegnelsen "Det Nye Testamente" om de skrifter, der fortæller om Jesu liv og gerninger tilkendegiver den kristne tradition altså, at man betragter dette som indstiftelsen af den nye pagt, som profeterne havde omtalt. Særligt Hebræerbrevet behandler dette emne indgående i kapitel 8 og 9, hvor det bl.a. hedder, at:
Pagtstegnet er i dette tilfælde Jesu blod, som de troende får del i ved nadveren. Det hedder således i Jesu ord ved nadverens indstiftelse:
Derfor ser det nytestamentlige verdensbillede Jesus som den, der opretter den nye og bedre pagt mellem Gud og hans folk, og som bringer syndernes forladelse. Forladelsen skete ved Jesu død på korset, hvor Jesus blev det lam som stadfæstede denne nye pagt.
