![cover image](https://wikiwandv2-19431.kxcdn.com/_next/image?url=https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/9/96/2013-03-26_Ny_T%25C3%25B8jhusgrunden_KL.jpg/640px-2013-03-26_Ny_T%25C3%25B8jhusgrunden_KL.jpg&w=640&q=50)
Lærerlockouten 2013
dansk arbejdskonflikt / From Wikipedia, the free encyclopedia
Lærerlockouten 2013 var en 25 dage lang landsdækkende konflikt i april 2013, udløst af de offentlige arbejdsgiveres lockout af cirka 67.000 overenskomstansatte lærere på en række forskellige skoletyper i Danmark. De cirka 50.000 af lærerne arbejdede i Folkeskolen, mens resten for eksempel arbejdede på ungdomsskoler, produktionsskoler, sprogskoler samt AMU- og voksenundervisningscentre (VUC).
![Thumb image](http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/9/96/2013-03-26_Ny_T%C3%B8jhusgrunden_KL.jpg/640px-2013-03-26_Ny_T%C3%B8jhusgrunden_KL.jpg)
Lockouten, som var forårsaget af sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne mellem Lærernes Centralorganisation og KL, begyndte den 1. april 2013, og medførte, at cirka 557.000 folkeskoleelever fik stærkt begrænset undervisning i perioden, da der kun var de tjenestemandsansatte lærere til at undervise, suppleret af de forholdsvis få lærere, der ikke var medlemmer af fagforeningerne under Lærernes Centralorganisation. Parallelt hermed blev ca. 220.000 elever og kursister berørt af Finansministeriets lockout af lærerne på produktionsskoler m.v.
Lockouten sluttede efter 25 dage, fredag den 26. april 2013, da et flertal i Folketinget bestående af samtlige partier bortset fra Enhedslisten og Liberal Alliance vedtog et lovindgreb, baseret på et udspil regeringen havde fremlagt dagen før.