From Wikipedia, the free encyclopedia
Laryngal (græsk. larynx "strubehoved") er en samlebetegnelse for de glottale og faryngale sproglyde, der dannes i struben. Ordet er ikke længere i brug i fonetikken, men bruges stadig inden for studiet af de semitiske og de indoeuropæiske sprog.
Laryngaler (eller gutturaler) bruges i den semitiske filologi om en række strubelyde, som gerne opfattes som særligt fremmedartede for vesteuropæere og – særligt i hebræisk – forårsager visse ændringer i omkringstående vokaler. På bibelsk hebræisk er der primært tale om א (’ālep̄, [ʔ]), ה (hēh, [h]), ח (ḥet, [ħ]) og ע (‛ajin, [ʕ]), som alle har en tendens til at farve omkringstående vokaler i retning af et [a] og som, når de optræder ordfinalt efter en lang vokal, som ikke er [a], vil bevirke, at et kort [a], et såkaldt páṯaḥ furtivum, indskydes efter denne.
Antagelsen af, at det indoeuropæiske ursprog besad laryngaler, går tilbage til den danske sprogvidenskabsmand Hermann Møller, der mente, at indoeuropæisk og semitisk var tæt beslægtede sprogfamilier. Den berømte lingvist Ferdinand de Saussure havde allerede i 1879 argumenteret for, at særheder i de senere indoeuropæiske sprog ville kunne forklares mere enkelt, hvis man antog, at der havde eksisteret visse hypotetiske sproglyd, som han kaldte coefficients sonantiques (som han noterede A og O). Men det var Hermann Møller, der identificerede dem med strubelyd som i semitisk. Laryngalteorien fik uventet opbakning, da man dechifrerede hittitisk og fandt, at dette sprog i en række ord havde h, hvor de andre indoeuropæiske sprog ikke havde nogen lyd.
Fordi laryngalteorien er i stand til at forklare en mængde uregelmæssigheder, har den efterhånden vundet tilslutning hos de fleste forskere af de indoeuropæiske sprog. De fleste forskere er enige om, at der fandtes tre laryngaler:
*h1 | farver ikke et tilstødende e |
*h2 | farver et tilstødende e til a |
*h3 | farver et tilstødende e til o |
Laryngalernes virkning kan sammenlignes med det danske r, der farver en vokal og undertiden er stumt: f.eks. hare [ha:ɔ], herre [hä:ɔ]; et stumt g farver derimod ikke en vokal: f.eks. hage [hɑ:ə].
Laryngalen sætter sig først og fremmest spor på følgende to måder:
Herved kan man forklare en række aflydsformer, f.eks.:
De indoeuropæiske og uralske sprog har igennem årtusinder været i gensidig kontakt, og ikke mindst uralsk har gennem tiderne lånt talrige ord fra indoeuropæisk. En del af de ældste lån synes at have bevaret den oprindelige laryngal på den ene eller anden måde, f.eks. finsk kalje- = dansk øl < indoeuropæisk *h2el-u- eller finsk lehti = dansk blad < indoeuropæisk *bhlh1-to-.
Hvordan laryngalerne faktisk blev udtalt er naturligvis ren spekulation. Men det kunne dog hænde, at man af en eller anden grund skal give dem en lyd og i så fald er Michael Meier-Brüggers forslag næppe værre end andre, dvs. *h1 blev udtalt som et normalt h, *h2 som ch-lyden i det tyske Ach og *h3 som dens stemte genpart dvs. for at benytte IPAs tegn, [h], [x] og [ɣ].
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.