Irlands bosættelse
From Wikipedia, the free encyclopedia
Bosættelserne (en. plantations) i det 16.- og 17. århundredes Irland foregik efter konfiskering af de gæliske klaner samt de hiberno-normanniske dynastiers jord og foregik hovedsagelig i Munster og Ulster. Jordområderne blev skænket til "bosættere" (planters) fra Storbritannien af den engelske krone. Bosættelserne tog deres begyndelse under Henrik VIII og fortsatte under Mary I og Elizabeth. De accelererede under James I, Charles I og Oliver Cromwell.
Artiklen indgår i serien om |
Kronologisk |
Tidlig historie Tidlig middelalder Senmiddelalderen Irlands bosættelse, 16.-17. årh. Republikken Irlands historie |
Tematisk |
Økonomisk historie Socialhistorie Udvandrerhistorie |
Konflikten i Nord-Irland |
1922–1968 1968–1997 Efter 1997 |
Artiklen indgår i en serie om Irlands historie
De tidlige bosættelser i det 16. årh. stræbte efter at være små, eksemplariske kolonier. De senere bosættelser var derimod helt anderledes aggressive og var funderet på massive konfiskationer af jord fra irske jordejere og en herefter følgende masseindvandring fra England, Skotland og Wales.
Den sidste officielle bosættelse foregik under Oliver Cromwell i 1650´erne, da tusindvis af parlamentets soldater blev bosat i landet. Ud over bosættelserne fortsatte en heftig protestantisk migration til landet fra såvel Storbritannien som det europæiske fastland indtil langt ind i det 18. årh.
Bosættelserne ændrede de demografiske forhold i Irland ved at skabe store samfund med en protestantisk og britisk identitet. Disse samfunds interesser kom til at stå i kraftig modsætning til de hidtidige indbyggere med deres irsk-katolske identitet. Den materielle og økonomiske virkelighed i det irske samfund blev også ændret dramatisk, da helt nye begreber for handel, ejerskab og ære blev introduceret. Disse ændringer sikrede de britiske protestanter deres førende status og dermed den britiske krones vedvarende magt over Irland i det 17. årh.