Ildleder
From Wikipedia, the free encyclopedia
En ildleder, også benævnt ildledelsessystem, er det system, der leder ilden fra en eller flere kanoner eller missilbatterier. Ildlederen består af udstyr, der udpeger målet, måler afstanden til dette, vurderer målets fart og retning, beregner målets placering frem i tiden (da projektilet er en vis tid om at nå frem, skal målets fremtidige placering falde sammen med det punkt, hvor projektilet havner), beregner indstillingerne af våbnene, transmitterer disse indstillinger til de enkelte våben og affyrer disse. Ildlederen kan også omfatte personellet og en bunker eller et transportmiddel til ildlederen. Ildledelsen på et nyere krigsskib er placeret godt beskyttet dybt i skibet, men ildledelsen kan også udføres fra andre steder, hvis dette er nødvendigt, f.eks. fra de enkelte kanontårne.