Højmiddelalder
From Wikipedia, the free encyclopedia
Højmiddelalderen i Europa går fra 900-tallet til første halvdel af 1200-tallet, dvs. mellem tidlig middelalder og senmiddelalder. Højmiddelalderen, specifikt som tiden efter ca. år 1050, er begyndelsen til den historiske tid i Danmark. I stedet for tidlig middelalder benytter den danske historietradition ofte den regionalt bestemte germansk jernalder, fulgt af vikingetiden til og med det 10. århundrede.
Middelalderen ansås længe for en nedgangsperiode i europæisk historie: Den mørke middelalder. Men særligt høj- og senmiddelalderen rummer en intellektuel, teknologisk og sociologisk udvikling og opblomstring. Truslen mod den græsk-romerske kultur fra de store folkevandringer var i den tidlige middelalder afløst af de germanske, slaviske og eurasiske hærforbunds assimilation af romerske værdier - frem for alt skrifttraditionen - og blev med tiden til de fyrstedømmer, der skulle præge historien de næste mange århundreder. Kristendommen var en uadskillelig del af denne udvikling og oplevede også en ekspansion, da regionerne hinsides de tidligere romerske provinser næsten alle blev kristnet, og befolkningerne i de ”gamle” kristne områder blev inddraget i kirkelivet. Sicilien og specielt Spanien blev under mauriske og saracenske herrer stærkt påvirket af den eksotiske arabisk-islamiske kultur. I højmiddelalderen betød tilbageerobringen, la Reconquista, at områderne igen blev en del af den pan-europæiske kristne kultur. Den frankiske og byzantiske kultur spredte sig langt ind i det østlige Europa, og i hele Europa intensiveredes handelen og overgik vel samlet set handelen i romersk tid. Endelig fik korstogene mod de muslimske områder i Mellemøsten stor indflydelse på handel, teknologi og religion. Omkring 1400 - i senmiddelalderen - havde den romersk-katolske kirke og dets overhoved, paven i Rom, bevist sin afgørende og toneangivende indflydelse i Europa.
Højmiddelalderen var præget af både intellektuelle og samfundsmæssige fornyelser: De europæiske fyrstedømmer konsolideredes, genopdagelsen af Aristoteles' værker iværksatte en ny filosofisk renæssance, og arkitekturen fik en ny stilart, gotikken.