Hjælp:Kategorier
From Wikipedia, the free encyclopedia
Kategorier er en måde at skabe en overordnet, hierarkisk struktur for Wikipedias artikler. Hver kategoriside er en samling af sammenhørende sider ofte suppleret med underkategorier. For eksempel hører denne side til "Kategori:Kategorier", som det kan ses nederst på siden – og omvendt kan den findes på kategorisiden Kategori:Kategorier. En given side kan tilhøre flere kategorier i modsætning til træstrukturer, som det f.eks. kendes fra mappestrukturen på en computer. Det er en meget nyttig egenskab ved kategorierne, da mange artikler indgår i et net af emner, som ikke kan klares af en almindelig hierarkisk præsentation af information.
Denne side er en hjælpeside på den danske Wikipedia. Siden indeholder basal eller avanceret information om dansk Wikipedia og eventuelt teknisk vejledning. Se oversigten over alle hjælpesider under Hjælp. |
Som indgang til kategorisystemet er der lavet en hovedside med en tilknyttet kategoriside. Det foreslås at hovedkategorierne afspejles af hovedemnerne i forsidens emneoversigt, og ligeledes af det følgende niveau.
Det bør tilstræbes, at alle artikler på Wikipedia (med undtagelse af omdirigeringer og specialsider) hører under mindst én kategori. Der vil slet ikke være en kategori for hver artikel. Men når der er oprettet en kategori bør der i almindelighed være en tilhørende artikel, der forklarer kategoriens emne. Denne artikel skal have en kategorihenvisning i bunden af artiklen til "sig selv", f.eks. har sport en henvisning til kategorien Kategori:Sport i bunden af siden. "Sport" har flere underkategorier som f.eks. Kategori:Boldspil og Kategori:Cykling. Under "Boldspil" kan man dele begreberne yderligere op i flere underkategorier som f.eks. Kategori:Fodbold og Kategori:Håndbold.