Heliosfære
From Wikipedia, the free encyclopedia
Heliosfæren er en slags boble i det ydre rum, som solvinden danner i det interstellare medium (den brint- og heliumgas, som befinder sig i Mælkevejen). Skønt elektrisk neutrale atomer fra det interstellare rum kan trænge gennem denne boble, stammer næsten alt materialet i heliosfæren fra Solen selv.
Inden for de første ti milliarder kilometer af dens radius er solvindens fart over en million kilometer i timen.[1][2] Efterhånden som den kolliderer med det interstellare medium, synker dens fart til under lydens hastighed før den endelig stopper helt. Punktet, hvor solvinden bliver subsonisk er solens chockfront og det sted, hvor det interstellare medium og trykket fra solvinden udligner hinanden, kaldes heliopausen. Det sted, hvor det interstellare medium, der bevæger sig i modsat retning, bliver subsonisk, når det kolliderer med heliosfæren, er solens bovbølge.