Kemiske våben
From Wikipedia, the free encyclopedia
Kemiske våben, herunder giftgas, er kemiske gifte anvendt i krigsførelse og militære operationer, der skal gøre en modstander, militær som civil, ukampdygtig, evt. dræbe ham, eller hæmme hans bevægelser. Trods navnet giftgas er mange af dem væsker, der forstøves, når de anvendes (se areosoler).
I Første verdenskrig var brugen af giftgas udbredt. Tabstallene anslås forskelligt til mellem ca. 36.000 dødsfald og ca. 750.000 sårede,[1] til ca. 90.000 dødsfald og ca. 1.200.000 sårede,[2].
Siden er det af flere omgange blevet forsøgt at forbyde eller forhindre lande i at bruge kemiske våben. Det første gennembrud efter Første Verdenskrig var Genève-protokollen af 1925, også kendt som giftgasprotokollen.[3] Den forbød de ratificerende lande at bruge kemiske og biologiske våben mod hinanden.[4] Den forbød dog ikke oplagring, produktion og forskning i kemiske våben, og forbød heller ikke brugen af kemiske våben som gengæld mod lande, som forbrød sig mod protokollen.[5] Kemiske våben blev i mellemkrigstiden taget op til debat i flere omgange i Folkeforbundet, uden at forbundet kom nærmere et totalt forbud. Den primære årsag til at kemiske våben ikke blev forbudt i mellemkrigstiden var, at det blev anset for umuligt at forbyde produktion af de mest populære stoffer, herunder klor og fosgen. Mange af stofferne havde nemlig legale anvendelsesmuligheder indenfor produktionen af farver, pesticider, medicin, gødning, m.m. Et eventuelt forbud ville derfor være umuligt at gennemføre - og umuligt at opretholde, da Folkeforbundet ikke havde nogen måde at håndhæve de aftaler der blev indgået.
Sidenhen er kemiske våben af FN blevet klassificeret som et masseødelæggelsesvåben, og både produktion og lagring er forbudt i henhold til Konventionen om kemiske våben fra 1993. Seks lande har ikke tiltrådt konventionerne, bl.a. Syrien, Israel, Egypten og Nordkorea.