Føderationen Damanhur
From Wikipedia, the free encyclopedia
Føderationen Damanhur, (Italiensk: Federazione di Damanhur), er et alternativt, spirituelt samfund, som er baseret på New age og Neopaganisme, og er beliggende ca. 50 km nord for Torino i regionen Piemonte, Italien, ved foden af Alperne i Valchiuselladalen, der grænser op til nationalparken Gran Paradiso.
Damanhur fungerer som et autonomt, føderalt samfund, og har egen grundlov og dommere, ligesom Damanhur benytter en valuta, Credito, der er kompatibel med Euroen. De udgiver en daglig avis, og råder over virksomheder og forretninger, uddannelsesinstitutioner og videnskabelige laboratorier, og har oprettet lokalcentre i rundt i Europa, Amerika, Japan og det øvrige Italien.
Samfundet blev grundlagt i 1975 af Oberto Airaudi og 24 ligesindede, og har taget navn efter den egyptiske by Damanhur, der husede et tempel til ære for den egyptiske gud Horus. I løbet af de næste 10 år voksede Damanhurs befolkning til 200 personer, og i 1998 passerede man 450 indbyggere. I 2000 var indbyggertallet steget til ca. 800 personer. Dertil skal lægges de, der støtter samfundet økonomisk og andre, der benytter flere af Damanhurs faciliteter.