Europæiske Kul- og Stålfællesskab
From Wikipedia, the free encyclopedia
Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) eller Kul- og Stålunionen var en international organisation med seks stater. Organisationen tjente til at forene Vesteuropa under den kolde krig og skabte fundamentet for europæisk demokrati med samhørighed mellem nationalstaterne og udviklede sig til den Europæiske Union. EKSF var den første organisation, der baserede sig på principperne for supranationalisme.[1]
EKSF blev foreslået af den franske udenrigsminister Robert Schuman den 9. maj 1950 som en måde, hvorpå man kunne forebygge krig mellem Frankrig og Tyskland. Han erklærede det som sit mål at 'gøre krig ikke kun utænkelig men direkte umulig.'[2] Midlet til dette, Europas første supranationale fællesskab, blev formelt grundlagt i 1951 med EKSF-traktaten, underskrevet ikke kun af Frankrig og Vesttyskland, men også af Italien og de tre Benelux-lande: Belgien, Nederlandene og Luxembourg. Mellem disse lande skulle fællesskabet skabe et fællesmarked for kul og stål. EKSF blev styret af en 'Høj Myndighed', kontrolleret af institutioner, der repræsenterede regeringer, de nationale parlamentsmedlemmer og en uafhængig dømmende magt.
EKSF fik to lignende fællesskaber i 1957, med hvilke det delte sine medlemslande og nogle af sine institutioner. I 1969 blev alle dets institutioner slået sammen med Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF, som senere blev en del af den Europæiske Union), men det beholdt sin egen identitet. EKSF-traktaten udløb i 2002, og da der ikke var noget ønske om at forny traktaten, blev alle fællesskabets aktiviteter og ressourcer overtaget af Det Europæiske Fællesskab. Under sit virke havde EKSF formået at skabe et fælles marked, men det kunne ikke forhindre en nedgang for kul- og stålindustrien. Det dannede samtidig grobund for nutidens Europæiske Union.