![cover image](https://wikiwandv2-19431.kxcdn.com/_next/image?url=https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/9/94/Bundesarchiv_Bild_183-R01996%252C_Brieftaube_mit_Fotokamera_cropped.jpg/640px-Bundesarchiv_Bild_183-R01996%252C_Brieftaube_mit_Fotokamera_cropped.jpg&w=640&q=50)
Duefotografering
From Wikipedia, the free encyclopedia
Duefotografering er en luftfototeknik opfundet i 1907 af den tyske apoteker Julius Neubronner, som også brugte duer til at bringe medicin ud. En brevdue blev udstyret med et brystskjold af aluminium, og herpå var der anbragt et letvægtsminikamera med forsinket udløsning. Neubronners ansøgning om tysk patent blev i første omgang afslået, men i december 1908 fik han patentet, da han kunne fremvise autentiske billeder taget af duerne. Han demonstrerede teknikken på Dresden Internationale Fotoudstilling i 1909 og solgte nogle postkort med billederne på på Frankfurt Internationale Luftfartsudstilling og flystævnet i Paris i 1910 og 1911.
![Thumb image](http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/9/94/Bundesarchiv_Bild_183-R01996%2C_Brieftaube_mit_Fotokamera_cropped.jpg/320px-Bundesarchiv_Bild_183-R01996%2C_Brieftaube_mit_Fotokamera_cropped.jpg)
I udgangspunktet syntes det militære potentiale for duefotografering til luftrekognoscering at være tillokkende. Afprøvninger på slagmarker under første verdenskrig gav lovende resultater, men den sekundære teknik med mobile dueslag til brevduer havde større betydning. Som følge af den hastig forbedring af flyvemaskinerne under krigen svandt den militære interesse for duefotografering stille og roligt, og Neubronner indstillede sine eksperimenter. Ideen blev kortvarigt genoptaget i 1930'erne af en schweizisk urmager og muligvis også af de tyske og det franske militærer. Skønt krigsduer blev anvendt i stor stil under anden verdenskrig, er det uklart, i hvilket omfang duer blev brugt til luftrekognoscering, hvis overhovedet. Det amerikanske CIA udviklede senere et batteridrevet kameradesign beregnet på duefotografering som spionagemiddel; detaljerne om anvendelsen er fortsat klassificeret.
Konstruktionen af et tilstrækkeligt lille og let kamera med en tidsbaseret udløsermekanisme samt træning og pasning af duerne, så de accepterede at flyve med den ekstra last, var særdeles udfordrende. Det samme var den begrænsede kontrol over fuglenes positioner, retninger og hastigheder, når billederne blev taget. I 2004 anvendte BBC små tv-kameraer fastgjort på falke og duehøge for at få optagelser live. I nutiden er der forskere, amatører og kunstnere, der fastgør kameraer på forskellige dyrearter.