Dróttkvætt
oldnordisk versemål / From Wikipedia, the free encyclopedia
Dróttkvætt (dróttkvæðr háttr, 'drotkvædet versemål') er det oldnordiske versemål, der ansås for at være det ypperste, og som især blev anvendt til høvdingedigte og lignende kvad, draper.
Drotkvædet betyder det versemål, der anvendtes i de for drótt, det vil sige hirden eller krigerskaren, fremsagte digte. En strofe i dróttkvætt bestod af otte linjer på seks stavelser eller flere ved opløsning af en lang stavelse: − = U −
Hvert linjepar var indbyrdes forbundet med tre rimbogstaver, to i den første, en i begyndelsen af den sidste linje (stuðlar, 'støttestave', höfuðstafr, 'hovedstav'), jævnfør allitteration.
Foruden disse rimstave skulle enhver linje have to rimstavelser (hendingar[1]), der enten dannede halvrim eller helrim med hinanden. Halvrim findes som regel i de ulige, helrim skulle stå i de lige linjer. Et halvvers i fuldt udviklet drotkvædet versemål kunne se således ud
- - i oversættelse af Carl Rosenberg (1829-1885):
- Tit gjordes Tiden ved jeg
- tung for Kvinden den unge;
- tungere tror jeg og længer
- traar dog Manden ad aare [2]
Dette system har efterhånden udviklet sig; de ældste digte (Brage Boddasons[3]) er endnu ikke så fuldkomne, hvad rimstavelserne angår. Strengt taget er de heller ikke nødvendige til at versemålet kan kaldes drotkvædet. Fra ca. 900 er det som her beskrevet.