Dobbelte løberoffer
From Wikipedia, the free encyclopedia
Det dobbelte løberoffer kendes især fra et skak-parti mellem Emanuel Lasker og Johann Bauer, der blev spillet i Amsterdam i 1889: Partiet blev et af alle tiders mest kendte, fordi Lasker ofrede begge sine løbere for at fjerne de bønder, som beskyttede modstanderens konge og senere vinde materiale og partiet.
Mønsteret fra ofrene i dette parti er set gentaget flere gange i et antal senere partier, herunder partiet Nimzovitch-Tarrasch (Sankt Petersborg 1914), Miles-Browne (Luzern 1982) og Polgár-Karpov (Hoogeveen 2003).
Det oprindelige spil, hvori offeret forekom, stammer helt fra begyndelsen af Laskers karriere. Det fandt sted i første runde af Amsterdam-turneringen 1889, som var den første lukkede turnering på højt niveau, som Lasker deltog i. Lasker sluttede på turneringens andenplads med 6 point ud af 8 mulige, ét point efter vinderen Amos Burn og foran bl.a. James Mason og Isidor Gunsberg. Bauer blev nr. 6 blandt de ni deltagere ved at score 3,5 point.