Den danske Treårsekspedition til Østgrønland 1931-34
Den danske Treårsekspedition til Østgrønland 1931-34 / From Wikipedia, the free encyclopedia
Treårsekspeditionen til Østgrønland 1931-34 var en dansk polarekspedition, ledet af den danske geolog og professor Lauge Koch. Ekspeditionen var den hidtil største Grønlandsekspedition med 109 deltagere og blev finansieret af private investorer, Carlsbergfondet og staten. Udover kortlægning og undersøgelse af geologi, fauna mv., havde ekspeditionen også et politisk formål, nemlig at dokumentere Danmarks suverænitet over området i forhold til den opståede konflikt med Norge, der i sommeren 1931 havde okkuperet et område mellem 71. og 76. nordlige breddegrad på Østgrønland.[1] Ekspeditionen opnåede store faglige resultater, bl.a. på grund af brug af flyvemaskiner og benyttelse af radiokommunikation mellem ekspeditionens forskellige stationer og skibe. Imidlertid opstod der efter ekspeditionen faglig uenighed mellem Lauge Koch og en række danske geologer, der i de følgende år fyldte meget i dagspressen og som dels førte frem til en højesteretsdom i 1938 og dels en årelang opsplitning af den danske geologiske forskning i Grønland.[2]