Den Europæiske Unions traktatgrundlag
From Wikipedia, the free encyclopedia
Den Europæiske Unions traktatgrundlag består af en samling folkeretlige traktater mellem en række europæiske stater, der fastlægger unionens formål, værdier, procedurer, det institutionelle grundlag, unionens retlige status, samt procedurer for indtræden i og udtræden af unionen. Sammen med traktaterne er der vedtaget en række tillægsprotokoller og fælles erklæringer, der er retligt bindende samt visse ensidige erklæringer, med begrænset eller ingen gyldighed.
Traktaterne er affattet på Den Europæiske Unions officielle sprog, og i modsætning til visse andre folkeretlige traktater har de lige stor gyldighed på samtlige sprog. Med andre ord er der ingen retlig forskel på, om man henviser til f.eks. den danske eller græske sprogudgave af teksterne.