![cover image](https://wikiwandv2-19431.kxcdn.com/_next/image?url=https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/7/75/Skarrildhus.jpeg/640px-Skarrildhus.jpeg&w=640&q=50)
Skarrildhus
skovbrugsejendom 20 km syd for Herning / From Wikipedia, the free encyclopedia
Clasonsborg (nu Skarrildhus) er en skovbrugsejendom (i 1995 omfattende 300 hektar) og kursuscenter ved Karstoft Å i Skarrild Sogn (tidligere Hammerum Herred) omtrent 20 kilometer syd for Herning. Bygningen omtales ofte fejlagtigt som en herregård, men har aldrig været en hovedgård med dertil hørende privilegier.
![Thumb image](http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/7/75/Skarrildhus.jpeg/640px-Skarrildhus.jpeg)
![Thumb image](http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/9/9e/Portrait_of_Nis_Clason_%281806-1881%29.png/640px-Portrait_of_Nis_Clason_%281806-1881%29.png)
![Thumb image](http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/8/81/Skarrildhus_Hotel.jpg/640px-Skarrildhus_Hotel.jpg)
Clasonsborg blev anlagt af slesvigeren Nis Clason (1806-1881), som i 1839 fik kongelig bevilling på "at farve og apretere indenlandsk ulden Tricotage". Han oprettede her en spindefabrik, senere klædefabrik, der blev omdannet til pap- og papirfabrik i 1893.
Clason lod Karstoft Å stemme og for at få vandkraft til at trække maskinerne og vand til den egentlige produktion. I 1841 opnåede Clason ret til at kalde stedet Clasonsborg. I 1845 havde fabrikken 86 beskæftigede. I 1846 var det antal steget til 139 svarende til en fjerdedel af sognets indbyggere. I 1847 blev der behandlet 142.000 par strømper og vanter, hvoraf de 90.000 blev eksporteret.
I 1863 arbejdede 70 mand i døgndrift med fremstilling af klæde til den danske hær. Herefter gik det langsomt, men sikkert tilbage for klædefabrikken. 1893 overtog Janus Schmidt fabrikskomplekset og omdannede Clasonsborg til papirvarefabrik. Fabrikationen standsede i 1913, hvor den blev overført til Bruunshåb.
Omkring 1920 blev fabriksbygningerne revet ned, og avlsgården solgtes fra i 1962. Den trefløjede hovedbygning i parken i nyklassicistisk stil er tegnet af Århus-arkitekten Axel Høeg-Hansen, opført 1918-19 for Frederik Lausen, direktør for Aarhus Oliefabrik, og genopført efter en brand i 1927.
Godsejer Lausen testamenterede Clasonsborgs hovedbygning til en forening eller institution med kulturelt eller samfundsmæssigt sigte. Men efter forgæves forsøg på et etablere sig i hovedbygningen måtte forskellige interessenter give op, og bygningen blev solgt til nedrivning.
Repræsentanter for Danmarks Lærerforening hørte dog om ejendommen, som blev købt i marts 1962 og omdøbt til Kursuscenter Skarrildhus. Den 17. maj året efter blev hovedbygningen indviet som kursusejendom for Danmarks Lærerforening.