![cover image](https://wikiwandv2-19431.kxcdn.com/_next/image?url=https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/2/20/Portrait_of_Milton_Friedman.jpg/640px-Portrait_of_Milton_Friedman.jpg&w=640&q=50)
Chicagoskolen (økonomi)
From Wikipedia, the free encyclopedia
Chicago-skolen er betegnelsen for ideerne hos en gruppe økonomiske forskere på University of Chicago i 1900-tallet. Forskerne, som blandt andet tæller en række Nobelprismodtagere i økonomi, har bidraget til den økonomiske videnskab på mange forskellige felter, men to centrale synspunkter, som er samlende kendetegn for dem, er troen på neoklassisk pristeori som en god forklaring på økonomisk adfærd, og troen på, at frie (i betydningen uregulerede) markeder er et godt instrument til at allokere samfundets resurser og fordele indkomsterne effektivt. En naturlig følge af det sidste synspunkt er, at skolens tilhængere er præget af modstand mod statslig intervention i økonomien[1][2] og dermed tilhængere af en udpræget laissez faire-agtig tilgang til samfundsøkonomien.
![Thumb image](http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/2/20/Portrait_of_Milton_Friedman.jpg/640px-Portrait_of_Milton_Friedman.jpg)
Chicago-økonomer er tilhængere af hypotesen om efficiente markeder, som især har spillet en rolle indenfor finansieringsteori, og som er udviklet af Eugene Fama, der selv er Chicago-økonom. Chicagoskolen er kendt for "fagimperialisme", idet flere af dens fremtrædende repræsentanter har udfordret den konventionelle akademiske tankegang ved at udbrede pristeori og andre traditionelle økonomiske tankegange til områder, som tidligere har været andre videnskabers domæne, eksempelvis sociologi, statskundskab, jura og historie.[1][3] Det gælder ikke mindst Gary Becker. Indenfor makroøkonomi forkastede skolens tilhængere keynesianismen og var indtil midten af 1970'erne fortalere for monetarisme, hvorefter den i stedet har været præget af nyklassisk økonomi med stærk vægt på rationelle forventninger.[3]
Blandt skolens mest fremtrædende repræsentanter har udover Gary Becker været Nobelpristagerne Milton Friedman, George Stigler og Robert Lucas.[1]
Skolen har haft stor indflydelse på den offentlige debat, og har påvirket Margaret Thatchers og Ronald Reagans økonomiske tænkning.[4] Mange af Verdensbankens og IMF's politiske anbefalinger har tidligere været baseret på Chicagoskolens arbejde. Antagelsen om rationelle forventninger blev standard indenfor makroøkonomisk tankegang og førte til fremkomsten af nykeynesianerne, som blev Chicago-økonomernes vigtigste inetellektuelle modspillere i 1980'erne og 1990'erne. I 2000-tallet skete en begyndende tilnærmelse mellem nyklassisk og nykeynesiansk tankegang. Med finanskrisens udbrud i 2007 blev denne begyndende konsensus dog væsentligt udfordret, og der opstod et fornyet behov for generel nyorientering af makroøkonomien.[5]