romersk poet From Wikipedia, the free encyclopedia
Gaius Valerius Catullus eller Catullus (født omkring ca. 87 f.Kr. og død omkring 54 f.Kr.)[1] kaldes på dansk Catul. Catullus er et diminutiv og oversættes med "lille Cato". [2]
Catul levede i den romerske republiks sidste årtier, da den gamle romerånd gik til grunde. Han blev født ved det nuværende Verona. Hans far var en rig og anset mand af den romerske ridderstand, og Julius Cæsar boede i hans hus, når han kom til Verona. Familien ejede også en lystgård på halvøen Sirmio i Gardasøen. En ruin efter en romersk villa på halvøen udpeges af traditionen som tilhørende Catul, [3] der elskede hjemmet på Sirmio og ofte opsøgte roen der. [4]
Da Catul var godt tyve år gammel, kom han til Rom, hvor han snart fik venner og velyndere i ledende kredse med republikansk sindelag. Hans digte til gode venner røber et godt og muntert liv dem imellem. Han arvede en ejendom ved Tibur (vore dages Tivoli), hvor han stiftede bekendtskab med en lang række digtere fra den moderne digterskole neoterikerne. De arbejdede på, med alexandrinerne som forbillede, at skabe en "formfuldendt" kunst. Det litterære bekendtskab har unægtelig medført en vis påvirkning af Catul, som i sine digte smidiggjorde latin for det præcise, rammende udtryk, og beredte vejen for Horats og Ovid. [5]
Han mødte ca. 25 år gammel den omkring ti år ældre Clodia Metelli, søster af politikeren Publius Clodius Pulcher og gift med rigmanden Metellus Celer. I sine digte omtaler Catul hende ved pseudonymet "Lesbia". Hans lykkeligste år var i 60'erne, før Clodia var blevet enke. Om deres forhold skriver han i Axel Juels oversættelse:
Sådan gik det ikke. Clodia var en åbenbart letsindig kvinde med et hensynsløst temperament og trang til nydelse. Hun førte et løssluppent liv med en lang række forhold, der vakte en mægtig skinsyge hos Catullus. Det kommer til udtryk i hans digte. Hun var en af tidens meste fejrede skønheder og midtpunkt i Roms frivole selskabsliv. Stadig var hun at se på Via Appia på vej til eller fra sin bror Clodius' slot på skrænten op mod Castel Gandolfo. Hovedbygningen lå på en fremspringede pynt, hvor pavens sommerresidens ligger. Lucullus havde et ligeså overdådigt slot i området, som nabo til Cicero, der i sin tale pro Milo talte om Clodius' "afsindige byggelyst", der ikke en gang skånede det gamle helligsted Alba Longa. [6]
Man ved ikke, hvornår Clodia første gang brød med Catul, men der gættes på 59 f.Kr, da Metellus Celer pludseligt døde. Clodia var nu enke, uhæmmet og fri. Catul skrev:
Catul var i forvejen forpint efter at hans bror, som han var stærkt knyttet til, var død under en rejse i Lilleasien. For en tid søgte Catul at finde fred og frigørelse i studier og digtning i sin hjemby Verona, men magtede ikke at bryde sine bånd til Clodia. Fortvivlet skrev han disse linjer, i Axel Juels oversættelse:
59 f.Kr var også det år, da Marcus Cælius Rufus vendte tilbage til Rom fra feltlivet i Afrika. Han lejede en suite i Clodius' palads på Palatinerhøjen og mødte der Clodius' tre søstre. Snart indledte Clodia og Cælius en kærlighedsaffære, der blev dagens samtaleemne i Rom. Catul var fortvivlet, og skrev et bidende epigram om sin tidligere ven Cælius. I Axel Juels oversættelse:
I digtet "Uventet lykke" skriver han om sin salighed, da Clodia vendte tilbage til ham:
Først da Clodia inviterede sin nye ven Cælius med til sin slot ved badestedet Bajæ, indså Catul, at alt var forbi.
I 57 f.Kr. brød Catul alle broer og rejste sammen med sin nære ven, digteren Helvius Cinna, til provinsen Bithynien, i propraetor (guvernør) Cajus Memmius' følge. Opholdet blev ikke, hvad han havde håbet på, som han skriver i et digt oversat af Axel Juel:
Catul fik i breve fra sine venner i Rom stadig nyt om sin elskede Clodia og hendes nye affærer og skandaler, der fremkaldte et had hos ham, der varede livet ud. Da han hørte, at Cælius havde brudt forbindelsen med hende, skrev han til sin ven, at Clodia
Cælius har sagt sig enig med Catul, idet han offentligt i en tale på Forum Romanum omtalte Clodia som Clodia Quadrantaria (= "Clodia 25-øres-luderen""). En quadrans var den betaling, den simpleste prostituerede kunne gøre sig håb om. Det øgenavn beholdt hun livet ud. Clodia stævnede Cælius for retten; men øgenavnet fulgte hende alligevel over i historien. I Drumanns Geschichte Roms står hun kun med denne benævnelse. [7]
Efter et år i Bithynien ved guvernørens stab, lod Catul bygge en båd i pontisk træ og sejlede i foråret 56 f.Kr gennem Hellesponten for at besøge sin brors grav ved Troja:
Han besøgte også Lilleasiens berømteste byer og opholdt sig en tid på Rhodos, før han besøgte sin hjemby Verona og vendte tilbage til Rom. Her fandt han Clodia omgivet af rige bejlere. Nu tabte han fatningen helt og udgød sin vrede i bidende epigrammer. Clodias hus kaldes salax taberna (= den gejle bule), hvor krapylet holder orgier. I digtene om hendes bejlere Egnatius og Ravidus går Catul helt over gevind. Ravidus' eneste ambition er, ifølge Catul, at komme i folkemunde, og Catul lover at sørge for "at omtale dig, så dit navn aldrig skal blive glemt." [8]
Verselinjerne om Egnatius overgår dog det meste, oversat af Axel Juel:
Clodia fortrak ikke en mine under denne styrtsø af fornærmelser; men nu havde Catul, i lighed med Cælius, fået nok. Han var for altid færdig med Clodia, og hans sidste digt til hende lød:
Clodia sank stadig dybere. I 56 f.Kr. stod Catuls ungdomsven Cælius, der også var blevet Clodias elsker, anklaget for at have forsøgt at dræbe hende med gift. Hans forsvarer Cicero fik ham frikendt efter en forsvarstale, der var et karaktermord på Clodia og en gennemgang af hendes udsvævende liv; samt den udbredte antagelse, at hun havde forgiftet sin mand, og talte sin egen bror, Clodius Pulcher, blandt sine elskere - det hele afrundet med en påmindelse om hendes øgenavn som "25-luderen". Tilintetgjort forsvandt Clodia fra det offentlige liv. [9]
Catul dyrkede forhold til flere kvinder; i sine digte omtaler han også kurtisanerne Ipsithilla og Aufilena. Dertil skrev han kærlighedsdigte til ynglingen Juventius, og en bøn til Aurelius om ikke at berøve ham hans favoritdreng: "Stil dine libertinerlyster tilfreds, hvor og hvornår det passer dig; i alle gader, hvor du finder en yndig dreng; men lad min dreng være." Bortset fra Ovid dyrkede de romerske lyrikere homoseksuelle forbindelser. [10] Ironisk nok skrev Catul alligevel hånligt om Cæsars angivelige homoseksualitet i smædedigtene 57 og 93. [11]
Cæsars ingeniørgeneral Mamurra var overmåde rig og måske derfor den, der udkonkurrerede Catul hos kurtisanen Ameana. Rasende skrev Catul et smædedigt også om hende, oversat af Axel Juel:
Mamurra og Cæsar fik også passet påskrevet:
At en general berigede sig i de erobrede områder, hørte i Romerriget til reglen; så dette beske angreb på Cæsar, hans fars gæsteven, skyldes nok mest krænkelsen overat se sig forbigået hos kurtisanen Ameana. Cæsar tilgav da også Catul, at han havde skrevet, hvad Cæsar godt vidste, blev sagt bag hans ryg; og de to blev forsonet. Nogen forsoning blev det derimod næppe med kvinden, Catul havde sendt brev til for at aftale et møde. Måske er der igen tale om Ameana, eller måske Clodia eller en tredje kvinde. Til sådanne meddelelser anvendtes to eller flere trætavler, der blev lukket sammen, og på indersiden var forsynet med et lag voks, hvor beskeden blev indridset med en griffel, stilus. Tavlerne blev så sendt med beskeden i. I dette tilfælde kom der aldrig svar, og Catul gav sin vrede luft: [12]
Catul døde sandsynligvis i Rom omkring 30 år gammel. I hvert fald kendes ingen digte fra hans hånd efter 54 f.Kr. [13]
Størstedelen af Catuls digte er henvendt til Lesbia (Clodia). Ellers dyrker han forskellige genrer: Elegier, idyller, bryllupshymner m.m. Hans digte veksler mellem det forfinede og det grovkornede og sjofle.
Via Catuls digte får vi indsigt i tidens dekadente moral, som påvirkede ham så meget. Digtene fra hans sidste leveår er præget af fortvivlelse, bitterhed og had.
Digtet handler om "Lesbia"s tamme spurv, og inspirerede en hel serie digte om den elskedes kæledyr som Ovids elegi om hans elskerinde Corinnas papegøje og Martials epigram om en skødehund. I antikken var fugle almindelige som kærlighedsgaver, og "Lesbia"s spurv kan have været en gave til hende fra Catul. [14] I Axel Juels oversættelse:
Spurven dør, og pigen sørger:
Catullus 8 er skrevet, da Lesbia har forladt Catul, der i dette digt forsøger at tale sig selv til fornuft. Han ved, at hun bedrager ham og giver sig hen til andre; men klamrer sig til håbet om, at han er den eneste, hun vil kysse. Digtet ender sådan:
Catullus 16 er Catuls svar til Furius (muligvis digteren Furius Bibaculus) og Aurelius, som havde beskyldt ham for at skrive umoralske digte. Catullus svarer med dette digt, skrevet i et sprog fyldt af eksplicitte seksuelle udtryk, at digteren selv er og skal være kysk, men hans digte må gerne være utugtige, og at det netop er dem, der skriver søde og harmløse digte, man skal vogte sig for.
Her er det ikke "Lesbia", men derimod en Ipsithilla, han også var optaget af. [15]
Catullus 85 er berømt for sit korte og komprimerede udtryk for kærlighedens pinsler.
 | Søsterprojekter med yderligere information: |
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.
