![cover image](https://wikiwandv2-19431.kxcdn.com/_next/image?url=https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/c/ce/Map_of_the_Ancient_Rome_at_Caesar_time_%2528with_conquests%2529-en.svg/langda-640px-Map_of_the_Ancient_Rome_at_Caesar_time_%2528with_conquests%2529-en.svg.png&w=640&q=50)
Cæsars borgerkrig
From Wikipedia, the free encyclopedia
Cæsars borgerkrig (49–45 f.Kr.), undertiden også omtalt som Den Store Romerske Borgerkrig, var en borgerkrig under den sene Romerske Republik mellem to fraktioner: cæsarianerne og pompeianerne, der blev ledet af henholdsvis Gajus Julius Cæsar og Gnæus Pompejus Magnus (Pompeius). Hovedårsagen til borgenkrigens udbrud var politiske spændinger i forbindelse med Cæsars forventede tilbagevenden til Rom efter hans guvernørskab i Gallien udløb.
Cæsars borgerkrig | |||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|
![]() Kort over den Romerske Republik i midten af det 1. århundrede f.Kr |
|||||||
|
|||||||
Parter | |||||||
Cæsarianere | Pompeianere | ||||||
Ledere | |||||||
|
|
||||||
Styrke | |||||||
I 49 f.Kr.: 10 legioner[1] | I 49 f.kr.: 15 legioner[2] |
Før borgerkrigen udbrød, havde Cæsar ledt en invasion af Gallien i næsten ti år.[3] En optrapning af spændingerne begyndte mod slutningen af 50 f.Kr., hvor både Cæsar og Pompejus nægtede at give sig i forhold til en række krav. Pompejus og hans allierede fik derefter Senatet til at kræve, at Cæsar skulle opgiver sine provinser og sine hære i begyndelsen af 49 f.Kr. Cæsar nægtede at imødekomme dette krav og krydsede i stedet Rubicon-floden for derefter at marchere mod Rom.
Krigen blev udkæmpet i romersk Italien, Illyricum, Graecia (nytidens Grækenland), Aegyptus (nutidens Egypten), Afrika og Hispania. De afgørende kampe fandt sted i Graecia i 48 f.Kr. Her besejrede Pompejus indledningsvis Cæsar i forbindelse med Slaget ved Dyrrhachium. Pompejus tabte dog efterfølgende det afgørende – og større – slag ved Farsalos, hvorefter Pompejus' hær gik i opløsning. Mange fremtrædende tilhængere af Pompejus overgav sig efterfølgende, herunder Marcus Junius Brutus og Cicero. Andre kæmpede videre, heriblandt Cato den Yngre og Metellus Scipio. Pompejus flygtede selv til Aegyptus, hvor han blev myrdet ved sin ankomst.
Cæsar ledte efterfølgende en militærekspedition til Lilleasien, inden han angreb Nordafrika, hvor han besejrede Metellus Scipio i 46 f.Kr. i forbindelse med Slaget ved Thapsus. Cato og Metellus Scipio begik herefter selvmord. Året efter besejrede Cæsar den sidste fraktion af pompeianerne i forbindelse med Slaget ved Munda i Hispania, som blev ledet af hans tidligere løjtnant Labienus. Cæsar blev derefter udnævnt til dictator perpetuo ("diktator i evighed" eller "diktator på livstid") af det romerske Senat i 44 f.Kr. Kort tid herefter blev Cæsar myrdet af en gruppe senatorer, heriblandt Brutus (som Cæsar ellers havde benådet efter Slaget ved Farsalos).
Borgerkrigen er et af de almindeligt anerkendte slutpunkter for det republikanske styre i Rom. Nogle forskere betragter krigen som den umiddelbare årsag til republikkens fald på grund af dens polariserende effekt og afbrydelse af det normale republikanske styre.[4] Cæsars omfattende sejr og hans øjeblikkelige død herefter efterlod et magttomrum i Rom; i de følgende år lykkedes det hans arving Octavian at tage den fulde kontrol over Rom, hvilket afstedkom dannelsen af det Romerske Kejserige, hvor Octavian i 27 f.Kr. blev tildelt titlen Augustus.