Brasiliens præsidenter
Wikimedia liste From Wikipedia, the free encyclopedia
Remove ads
Brasiliens præsidenter dækker over Brasiliens statsoverhoveder siden den gamle republiks fødsel i 1889 og frem til i dag og tæller 42 præsidenter.
Oversigt

Gamle republik

I 1889 blev republikken udråbt i et kup leder af Marskal Deodoro da Fonseca, som gik imod den brasilianske kejser, Dom Pedro 2. og skabte en provisorisk regering. To år senere, i 1891, blev forfatningen skrevet baseret på statsformen og forfatning i USA og landet selv kom til at hedder Republikken af de Forenede Stater i Brasilien. Deodoro blev valgt som den som konstitutionelt præsident af den midlertidige kongres senere samme år kort efter underskrivelsen af forfatningen, men han gik af 10 måneder senere efter han i et statskup havde afsat kongressen og dette blev afvist. Deodoros vicepræsident, Floriano Peixoto, der var modstander af kuppet, blev i stedet indsat. Piexoto blev efterfulgt af den første valgte præsident i Brasilien, Prudente de Morais.
Selvom Brasilien teoretisk set var et konstitutionelt demokrati, så var den Gamle Republik karakteriseret ved magten hos de regionale oligarkier og præsidenten skulle skiftevis komme fra staten São Paulo henholdsvist Minas Gerais. Stemme-afgivningen på landet blev kontrolleret af den lokale herremand og mindre end 6% af befolkningen havde stemmeret, da blandt andet analfabetisme var meget udbredt samt en direkte forhindring for at måtte stemme.
I 1930, da Brasilien led under følgerne af Wall Street-krakket i 1929, brød en revolution ud og den Gamle Republik ophørte. Præsident Washington Luiz, som blev støttet af oligarkierne i São Paulo, brød reglen om skiftevist præsidentstyre med Minas og støttede Júlio Prestes, der også var fra São Paulo. Prestes vandt valget, men Washington Luiz blev afsat 3 uger inden afslutningen af hans embedsperiode og Prestes blev aldrig indsat.
Remove ads
Vargas-æraen

Republikken af 1946

I 1945 blev Vargas afsat ved et militærkup anført af to af hans tidligere støtter. Ikke desto mindre blev han siden da genvalgt som præsident og hans indflydelse på brasiliansk politik forblev meget stor helt indtil opløsningen af den Anden Republik. I denne periode var der tre partier, der dominerede Brasiliens politik. To af dem var Vargas-støtter – det venstreorienterede PTB samt den centrum-højre-orienterede PSD – samt UDN, der var imod Vargas.
Denne periode var meget ustabil. I 1954 begik Vargas selvmord under en krise, der truede hans regering, og han blev efterfulgt af en serie præsidenter, der alle sad i korte perioder. I 1961 blev den første præsident fra UDN valgt, Jânio Quadros, som gik af 7 måneder efter. Dengang blev præsidenten og vicepræsidenten valgt uafhængigt af hinanden. Vicepræsidenten var Quadros' politiske modstander, den venstre-orienterede João Goulart. En kortvarig krise fandt sted og løsningen var et parlamentarisk system, i hvilket Goulart blev indsat som statsoverhoved med begrænset magt. I 1963 blev det præsidentielle system genindført og sidenhen blev Goulart afsat ved et militærkup i 1964 som indførte det militære diktatur.
Remove ads
Det militære diktatur

Remove ads
Den nye republik


Efter 1980, i den kolde krigs slutfase, påbegyndte militærregeringen en gradvis proces mod mere politisk åbenhed og med egentligt demokrati som endemål. Processen gik under navnet abertura. På trods af denne proces blev der ikke udskrevet præsidentvalg, da den sidste militærpræsidents embedsperiode udløb.
Tancredo Neves, der var premierminister i João Goularts periode som præsident, blev valgt til kandidat for PMDB, det store oppositionsparti. Han havde bred politisk opbakning selv fra en stor del af militærpræsidenternes støtteparti ARENA. Tancredo blev godkendt af Valgkollegiet, men døde inden sin edsaflæggelse. Den første civilistpræsident siden 1964 blev derfor Tancredos joggingkammerat, José Sarney, der selv var forhenværende medlem af ARENA. I 1988 vedtog man en ny demokratisk forfatning og sikrede dermed den demokratiske styreform.
I 1989 afholdtes de første præsidentvalg efter den nye forfatning, og den unge Fernando Collor blev valgt for en embedsperiode på fem år. Han var den første præsident, der blev valgt ved direkte folkeafstemning siden militærkuppet. Han blev officielt taget i ed i 1990, og i 1992 blev han som den første brasilianske præsident anklaget for korruption.
In 1995 blev Fernando Henrique Cardoso taget i ed for en embedsperiode på fire år, og takket være en forfatningsændring i 1997 blev han den første præsident i Brasilien, der opnåede genvalg.
I 2011 blev Dilma Rousseff taget i ed som den første kvindelige præsident.
Remove ads
Wikiwand - on
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Remove ads