Balkhasjsøen
From Wikipedia, the free encyclopedia
Balkhasjsøen er den næststørste sø i det centrale Asien, kun overgået af Aralsøen. Den er en del af et stort vest/centralasiatisk bassin, der også rummer det Kaspiske Hav og Aralsøen. Den har flere floder som tilløb, men har intet udløb. Middeldybden er i den østlige del 1,7 gange middeldybden i den vestlige. Den vestlige halvdel består af ferskvand (0,5–1,5 % salt), mens den østlige halvdel har en meget højere koncentration af salt og er dermed saltvand (op til 7 % salt). Dette skyldes hovedsageligt, at der er stor forskel på indstrømningen i de to halvdele. Den store flod Ili strømmer ud i den vestlige del, men det ferske vand fra floden kommer ikke rigtigt ind i den anden halvdel på grund af den langsomme udskiftning af vand imellem de to dele.
Balkhasjsøen | |
---|---|
Overblik | |
Land | Kasakhstan |
Tilløb | Ili, Karatal, Aksu, Lepsi, Byan, Kapal, Koksu |
Afløb | Fordampning |
Afvandingsareal | 413.000 km² |
Afvandingslande | Kasakhstan 85%, Kina 15% |
Maks. længde | 605 km |
Maks. bredde | Øst 74 km; Vest 19 km |
Overfladeareal | 16.996 km² |
Middeldybde | 5,8 m |
Maks. dybde | 25,6 m |
Vandvolumen | 106 km³ |
Omkreds1 | 2.385 km |
Vandspejlskote | 341,4 m |
1 En søs omkreds er ikke en veldefineret størrelse |
Søens størrelse har varieret meget. Alene inden for det seneste århundrede har overfladearealet ændret sig fra 23.464 km² (1910) til 15.730 km² (1946) og dens vandvolumen fra 163,9 km³ (1910) til 82,70 km³ (1946). Arealet af søen er dog siden 1946 steget igen til 18.200 km² og volumen ligeså til 106 km³.