Aswandæmningen
From Wikipedia, the free encyclopedia
Aswan (Assuan) er en by ved Nilens første katarakt, dvs. område hvor sten rager op og der er strømhvivler. To dæmninger går over floden på dette punkt, den gamle lave dæmning, og den nyere, Den Store Aswandæmning (Arabisk: السد العالي, as-Sad al-'Aly); (Engelsk: Aswan High Dam). Uden inddæmning ville Nilen gå over sine bredder hver sommer, når vand fra regn i Østafrika flyder ned ad floden, sådan som det gjorde i gammel tid. Disse oversvømmelser bragte næringsstoffer og mineraler med sig, og gjorde jorden rundt om Nilen frugtbar og ideel til landbug. Da befolkningen langs floden voksede, opstod et behov for at kontrollere flodens vand og for at beskytte jord og bomuldsmarker. I et højvandsår kunne en hel høst blive ødelagt, mens et lavvandsår bragte tørke og hungersnød.
Den oprindelige dæmning viste sig at være uhensigtsmæssig, hvorfor den blev forhøjet i to omgange, (1907–12) og (1929–33). Da den næsten blev oversvømmet i 1946, besluttedes det at bygge en helt ny dæmning 6 km højere oppe.
Den Store Aswan Dæmning begyndte at planlægges i 1952 lige efter den Ægyptiske Revolution, udført af ægyptiske officerer med Nasser som leder.
I begyndelsen var USA og England villige til at hjælpe med finansieringen ved at yde lån på 270 millioner dollars − svarende til over 2 milliarder nutids-dollars (2007) – angiveligt som en erkendtlighed for Nassers ledelse i forsøget på løsning af den arabisk-israelske konflikt.
Men begge stater aflyste hjælpen i juli 1956 som en del af den hemmelige USA-ledede plan (OMEGA Memorandum) for at marginalisere Nasser.
En hemmelig ægyptisk forsvarsaftale med daværende Tjekkoslovakiet (Østblokken) og Ægypten med deltagelse af Kina er angivet som muligt grundlag for aflysningen. I 1958 gik Sovjetunionen ind og grundlagde projektet. Sovjet tilbød også teknikere og maskineri. Den enorme sten- og lerdæmning blev designet af Sovjetunionens Hydroprojekt-institut.
I 1960 begyndte byggeriet af en af verdens største dæmninger. Der var 35.000 ægyptere og 5.000 russere om at bygge den over 10 år, hvor der blev brugt 43 millioner m³ materiale (svarende til stenmaterialet til 17 store pyramider).
21. juli 1970 blev den indviet, men først i 1976 nåede reservoiret kapaciteten, efter at have været under opfyldning siden 1964.
Vandkraftværket i Aswandæmningen huser 12 generatorer, hver med et nominelt output på 175 MW , i alt en produktion på 2100 MW. Energiproduktionen begyndte i 1967 (Sammenligning: Asnæsværket kan levere 1057 MW). Maximalt 11.000 m³ vand kan passere gennem dæmningen hvert sekund. Der er yderligere nød-spilderender for extra 5.000 m³ og Toshka kanalen forbinder reservoiret til Toshka Forsænkningen. Reservoiret, som kaldes Nassersøen, er 550 km lang og har en største bredde på 35 km og et overfladeareal på 5.250 km² og holder på 111 km³. Da søen ville oversvømme flere store oldgamle ægyptiske templer blev disse flyttet forud for opførelsen. Således blev det store Abu Simbel tempel flyttet op så det i dag står ved bredden af den nye sø, Debods Tempel blev flyttet til Madrid og Dendur Tempel til New York.