2. verdenskrig på Færøerne
From Wikipedia, the free encyclopedia
Da Danmark blev besat d. 9. april 1940 skulle folk på Færøerne tage stilling. Det lykkedes den britiske konsul, Frederick Mason, at overbevise både de danske og de færøiske myndigheder, at øerne skulle erklære sig selvstændige fra Danmark. Banksedler og frimærker skulle overstemples, og det færøiske flag blev anvendt på alle skibe. På dette grundlag, kunne øerne bede om hjælpe fra Storbritannien og den 12. april 1940, ankom to britiske destroyere til Tórshavn. Hermed begyndte en fredelig form for besættelse, hvor færingerne frivilligt modtog de britiske soldater.
Storbritannien overtog de områder, hvor Danmark før havde ydet støtte, og øerne blev nu afhængige af Storbritannien i betydelig grad, der begyndte at deltage i fiskeproduktionen og forsynede øerne med vigtige varer osv.
Briterne befæstede stillinger på strategisk vigtige steder. Sunde og fjorde blev mineret, og på Vágar byggede britiske ingeniørsoldater en militær flyvebase. Op mod 8.000 britiske soldater var stationeret på Færøerne, der dengang havde 30.000 indbyggere.
Da forbindelsen til Danmark blev afskåret, blev styreformen et samarbejde imellem den danske amtmand, den britiske konsul og partierne Sambandsflokkurin, Javnaðarflokkurin og Selvstyrepartiet. Fólkaflokkurin valgte at stå udenfor, da partiet ikke kunne anerkende amtmandens fortsatte virke.
Ved valget til Lagtinget i 1943 havde Fólkaflokkurin stor fremgang, men ikke nok til at kunne gennemføre deres forslag om selvstyre. Englændernes holdning var, at de ikke kunne acceptere en ændring af øernes forhold, før Danmark var frit igen.
Færøerne blev flere gange angrebet af tyske fly, men med minimale skader. Til gengæld led de færøske skibe store tab. 25 skibe gik tabt, og 132 søfolk omkom, svarende til ca. 0,4% af den daværende færøske befolkning.