Æstetik
From Wikipedia, the free encyclopedia
Æstetik (af græsk aisthesis, 'fornemmelse', 'sans', 'følelse') er det filosofiske studium af kunstens væsen. Æstetikken undersøger begreber i forbindelse med kunst, såsom skønhed, smag, stil, kunstneriske virkemidler, kreativitet og fortolkning. Den beskæftiger sig med emner som kunst, kunstværkets stil og virkemidler, oplevelse af kunst og bedømmelse af kunst.[1] Den stiller spørgsmål som: Hvad er kunst? Hvad er god kunst?
Traditionelt – og i mere daglig tale - bruges ordet ”æstetik” i betydningen ”læren om det skønne”. Tillægsordet ”æstetisk” bruges tilsvarende i betydningen ”smuk” eller ”smagfuld”, for eksempel i forbindelse med oplevelse af farver og former, der "virker godt" eller ”ser godt ud”, eller musik, der "lyder godt". To forskellige mennesker kan dog have en forskellig æstetik: De kan have forskellige opfattelser af, hvad der ser godt ud eller lyder godt. For eksempel har en heavy metal-musiker en anden æstetik end en elsker af wienermusik.