ẞ
From Wikipedia, the free encyclopedia
ẞ (stort bogstav) og ß (lille bogstav) er et specielt bogstav i tysk retskrivning, hvor det bærer navnet Eszett (= "s-z") eller scharfes S ("skarpt s"). På dansk betegnes bogstavet dobbelt-s og hed tidligere skillings-s. Det bruges i tysk til at gengive en ustemt s-lyd. Ved alfabetisering skal ß behandles som et ss. Tegnet bør ikke forveksles med det græske bogstav β (beta), ej heller med et stort B.
Brugen af bogstavet er i tysk nødvendiggjort af, at /s/-fonemet (ustemt s), der opstår som følge af den højtyske lydforskydning, kan stå i fonologisk modsætning til /z/-fonemet (stemt s), der skrives med s; eksempelvis Bußen /'bu:sən/, "bodshandlinger, bøder" versus Busen /'bu:zən/, "barm"; fließen /'fli:sən/, "flyde" versus Fliesen /'fli:zən/, "fliser"; Muße /'mu:sə/, "fritid" versus Muse /'mu:zə/, "muse"; reißen /'rajsən/, "rive" (vb.) versus reisen /'rajzən/ "rejse" (vb.); Weiße /'vajsə/, "hvedeøl" versus Weise /'vajzə/, "vis, måde".
På tysk falder /s/ og /z/ sammen i /s/ i final stilling (i slutningen af ordet); forskellen mellem skriftens ß og s opretholdes her for at have konstans i stavemåden mellem ordformer med finalt sammenfald og ordformer, hvor /s/-/z/-forskellen er eksisterende i medial stilling (inde i ordet), fx groß /'gro:s/, "stor" ~ Größe /'grø:sə/, "størrelse" versus los /'lo:s/, "løs" ~ löse /'lø:zə/, "(jeg) løser".
Forskellen mellem ß og ss, der også står for /s/, gør det muligt at at aflæse længden af den foregående vokal. ẞ bruges nemlig efter en lang vokal (eller en diftong), hvorimod ss bruges efter korte vokaler. Det gør det muligt at skelne mellem eksempelvis Buße /'bu:sə/, "bod, bøde" og Busse /'bʊsə/, "busser"; mellem Floß /'flo:s/, "flåde" og floss /'flɔs/, "flød"; mellem Maße /'ma:sə/, "mål (pl.)" og Masse /'masə/, "masse"; mellem Schoß /'ʃo:s/, "skød" (sb.) og Schoss /'ʃɔs/, "(plante)skud".
Ovenstående nugældende regel kom med retskrivningsreformen af 1996. Før den tid hed reglen: »For dobbelt s anvendes tegnet ß undtagen mellem to vokaler, hvoraf den første er kort«. Men vokallængde kan godt være et problem for dialekttalende, for det kan være en variabel størrelse. Før 1996 blev ordet for »at« skrevet »daß« og efter 1996 »dass«. – Laß das! (lad være) blev i 1996 til: Lass das! fordi vokalen er kort; men »Straße« hedder fortsat »Straße«, fordi vokalen er lang.
I 2017 indførtes majuskelbogstavet ẞ. Tidligere fandtes bogstavet officielt kun som minuskel.