Østre Borgerdyd Gymnasium
From Wikipedia, the free encyclopedia
Østre Borgerdyd Gymnasium blev oprettet 1. maj 1787 af en gruppe borgere København, Selskabet for Borgerdyd. Dengang under navnet Borgerdydskole, med lokaler i Købmagergade og Pilestræde. Allerede året efter deltes skolen ved en flytning i to, dog begge efter samme principper. Hovedskolen fik bolig på Nørregade og den mindre i Laksegade, begge under samme direktion og i økonomisk forbindelse. Men i 1795 flyttedes filialen til Christianshavn, Borgerdydskolen på Christianshavn (i dag Københavns åbne Gymnasium), og lidt efter hørte forbindelsen op, og hver fik sin direktion.
Østre Borgerdyd Gymnasium | |
---|---|
Aktiv | 1787–2010 |
Rektor | Anne-Grete Larsen (sidste) |
Hjemmeside | http://www.borgerdyd.kk.dk |
Skolen er et godt eksempel på oplysningstiden, og dens ideologi om fornuften – den evne mennesket kan anvende til at forstå verden og forbedre sin egen situation. Da forfatteren og filosoffen Søren Kierkegaard blev student fra skolen i 1830, lå den i Klareboderne. I 1884 blev skolen flyttet uden for voldene og ind i den nuværende bygning i Stockholmsgade. I 1919 overtog staten driften af skolen, og den skiftede navn til Østre Borgerdydskole. I 1986 kom skolen, som alle andre gymnasier, til at høre under amterne. I begyndelsen af år 2000 fik skolen igen ændret navn; nu til Østre Borgerdyd Gymnasium. I 2010 sammenlagdes skolen med Metropolitanskolen under navnet Gefion Gymnasium.