Økonomisk model
From Wikipedia, the free encyclopedia
En økonomisk model gengiver udvalgte økonomiske processer som en mængde af variable og nogle logiske og/eller kvantitative sammenhænge mellem disse. En økonomisk model kan enten være teoretisk eller empirisk. Som andre modeller er den en forenklet fremstilling af processer, der typisk er meget komplekse. Modellens formål er at fokusere på de vigtigste sammenhænge og dermed skabe en bedre forståelse af dem ved at abstrahere fra formodet mindre væsentlige sammenhænge. En økonomisk model betjener sig som regel af et matematisk formsprog, f.eks. geometrisk (i form af diagrammer) eller algebraisk (i form af ligningssystemer). Formålet med den matematiske tilgang, som er et meget karakteristisk træk ved økonomien i forhold til andre samfundsvidenskabelige discipliner, er at sikre, at resultaterne bliver præcise og objektivt korrekte i forhold til deres forudsætninger, og at de antagelser, der ligger til grund for resultaterne i en konkret sammenhæng, bliver eksplicit præsenteret. Denne matematiske klarhed gør det muligt at nå en indsigt i komplicerede spørgsmål, som en rent verbal tilgang ikke giver mulighed for.
Økonomiske modeller af mange forskellige slags udgør de helt centrale byggesten i økonomisk (såvel empirisk som teoretisk) forskning.