Våben (heraldik)
våbenskjold / From Wikipedia, the free encyclopedia
Et våben inden for heraldikken består først og fremmest af et skjold, våbenskjold, dekoreret med en eller flere figurer kaldet skjoldemærket. Skjoldet kan have tilbehør som en hjelm med hjelmklæde og hjelmfigur (hjelmtegn). Hertil kan alt efter rang, mode eller personlig smag tilføjes rangkroner eller andre rangtegn, embedsinsignier, skjoldholdere, våbenkappe, ordenstegn, bånd med motto mm.
- Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
- For alternative betydninger, se Våben (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Våben)
Ordet våben hedder i betydningen "heraldisk våben" våbener i flertal.
Alle i Danmark har ret til at tage et personligt våben eller et slægtsvåben. Efter grundloven af 1849 er alle adelens privilegier ophævet, men det indebærer ikke, man kan bruge andres våbener. Våben er beskyttet af loven om ophavsret.
Skjoldet er den vigtigste del af et våben. Det kan være næsten af hvilken som helst form afhængig af tid, sted, funktion eller personlige ønsker. Et skjold kan bruges alene, med krone på, med hjelm og hjelmfigur eller med hjelmfigur alene (almindeligt i britisk heraldik).