VM i håndbold (mænd)
VM i håndbold for mænd / From Wikipedia, the free encyclopedia
Verdensmesterskabet i håndbold for mænd arrangeres af IHF (International Handball Federation), og er afviklet med jævne mellemrum siden 1938 og siden 1993 hvert andet år.
Danmark er tredobbelte forsvarende mestre, da de vandt i 2019, 2021 og senest i 2023. Den mest vindende nation med seks sejre er dog Frankrig (1995, 2001, 2009, 2011, 2015 og 2017) fulgt af Sverige (1954, 1958, 1990 og 1999) og Rumænien (1961, 1964, 1970 og 1974) med fire hver. De europæiske hold har domineret håndbold-VM, og Qatar er det eneste ikke-europæiske land (pr 2021), der har vundet en medalje, da de vandt sølv ved VM i 2015. Fra midten af 1990'erne har andre end europæiske hold dog blandet sig i top 8, hvor de bedste placeringer, udover Qatars sølvmedalje er opnået af Egypten (nr. 4 i 2001) og Tunesien (nr. 4 i 2005).
Sverige og Tyskland er de to lande, der har deltaget flest gange med 25 deltagelser hver (pr. 2021). Frem til 2005 havde Sverige som den eneste nation deltaget i alle slutrunder, men den stime blev stoppet, da holdet ikke kvalificerede sig til VM i 2007. Danmark ligger nummer tre med 24 deltagelser.
I perioden 1976-1992 afholdtes desuden såkaldt B-VM og C-VM, som fungerede som kvalifikation til det egentlige VM og som kvalifikation til OL. I begyndelsen afholdtes ydermere mesterskaber i markhåndbold (se VM i markhåndbold), men siden slutningen af 1960'erne er der udelukkende afholdt indendørsmesterskaber.
Danmarks håndboldlandshold var med til at præge verdenstoppen indtil midten af 1980'erne, idet holdet deltog i samtlige slutrunder til og med 1986, med en ottendeplads som dårligste resultat. Dog kun med en enkelt medalje som resultat i form af sølvmedaljer i 1967. Derefter kom holdet ind i en bølgedal, hvor dets bedste placering var tre niendepladser (1993, 1999 og 2003), inden holdet fra midten af det første årti i 2000'erne vendte tilbage til verdenseliten ved at vinde bronzemedalje i 2007, sølvmedaljer i 2011 og 2013, samt guldmedaljer i 2019, 2021 og senest i 2023.