Søndre Campus (Københavns Universitet)
From Wikipedia, the free encyclopedia
Københavns Universitets Søndre Campus (tidligere kaldet Københavns Universitet Amager, forkortet KUA), er Københavns Universitets sydligste campusområde, beliggende syd for Njalsgade på Amager i den nordligste del af Ørestad. De gamle KUA-bygninger er ved at blive erstattet med helt nyt byggeri, hvori en del af det gamle byggeris trappetårne og kældre indgår. Størstedelen af Det Humanistiske Fakultet er placeret på Søndre Campus. Til Søndre Campus er også knyttet Det Informationsvidenskabelige Akademi, der er et institut under Det Humanistiske Fakultet, på Birketinget, syd for campus.
Bygningerne ligger langs Njalsgade med metrostationen Islands Brygge mod vest og Bikuben-Kollegiet, Forbrugerstyrelsen og Amagerfælledvej mod øst. Området var oprindelig Amager Fælled, blev derefter regnet som en del af Islands Brygge, men er nu den allernordligste del af den nye bydel Ørestad. Ud over Bikubenkollegiet ligger de markante nye bygninger Tietgenkollegiet, IT-Universitetet og DR-Byen mod syd. Langs Njalsgade nord for Søndre Campus ligger den såkaldte Moskegrund og resterne af Faste Batteri.