Store Torv
torv i Aarhus, Danmark / From Wikipedia, the free encyclopedia
Store Torv i Aarhus ligger mellem Lille Torv og Domkirken. Store Torv opstod omkring 1200 i forbindelse med, at Domkirken blev opført. Torvet hed de første århundreder Torvegaden og var en gennemgang mellem Immervad og Domkirken over Lille Torv. Lille Torv, kaldet Torvet og senere Gammeltorv, fungerede som byens centrum.
Store Torvs udformning har udviklet sig med byen, og det så oprindeligt meget anderledes ud. Borgporten delte Store Torv fra Lille Torv. Borgporten havde et middelalderligt tårn og var tilholdssted for byens vægtere. I 1685 blev Borgporten nedrevet, og der blev åbnet op mellem Lille Torv og Store Torv. Grunden til, at man fjernede Borgporten var, at den hindrede kørslen gennem byen.
Af markante bygninger kan, udover Domkirken, nævnes Løveapoteket og Hotel Royal. Tidligere lå rådhuset også på Store Torv. I 2003 blev vandkunstinstallationen Torvenes Brøndsløjfe (Elisabeth Toubro), i folkemunde Vanddragen, sat op på Store Torv.