Sløjd
From Wikipedia, the free encyclopedia
Sløjd er et fag i den danske folkeskole og har været det i mere end hundrede år. Sløjd er en pædagogisk tilrettelagt undervisning, der skal udvikle barnets alsidige evner gennem målrettet værkstedsarbejde. Sløjd adskiller sig derved fra husflid, hvor fremstillingen af produktet står i centrum. Vi har fået ordet gennem svensk, men på dansk omfatter sløjd ikke textilslöjd (håndarbejde, som er et selvstændigt skolefag) og hemslöjd (husflid og delvis kunsthåndværk) som på svensk. Til gengæld blev ordet håndgerning i 1800-tallet også brugt om sløjd m.v. Et nyt fag på seminarierne fra 2007 er materiel design, som omfatter dele fra både sløjd og håndarbejde.
Ordet sløjd er fra svensk:"Slöjd", på norsk hedder det:"Sløyd". Det er afledt af ordet "slöghð" (kunstfærdighed, dygtighed), der menes at have en fællesgermansk rod sloɣia, dygtig til at slå eller smede (med en hammer) af slaχan (slå). Det engelske ord craft betegner det behændige, dvs. grundbetydningen af sløjd. Ved omtale af skandinaviske forhold eller skolefag kan anvendes fremmedordet sloyd, og ellers woodwork(ing).