Portal:Kristendom/Månedens artikel/Arkiv
From Wikipedia, the free encyclopedia
Jesus fra Nazaret er en skikkelse af stor religiøs betydning, der ifølge de kristne overleveringer levede i Israel fra ca. 7-4 før vor tidsregning til år ca. 30-33. Ifølge Det Nye Testamente er han Guds søn, og kristne kalder ham også for Jesus Kristus eller simpelthen Kristus.
Månedens artikel-arkiv på portalen om Kristendom
Hvis månedens artikel på forsiden ikke viser denne måneds artikel, så er det sandsynligvis fordi cachen ikke er opdateret korrekt.
Tryk på dette link for at opdatere forsiden til den korrekte ugens artikel.
Tryk på dette link for at gøre det samme for denne side.
De almindeligt accepterede kilder til Jesu liv er de fire kanoniske evangelier i Bibelen: Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet, og Johannesevangeliet. De fleste historikere er enige om at Jesus var fra jøde fra Galilæa, blev anset som skriftkyndig og af nogle opfattet som i stand til at helbrede syge og opvække døde. Han blev døbt af Johannes Døberen og blev korsfæstet i Jerusalem på ordre fra den romerske guvernør, Pontius Pilatus pga. beskyldninger om landsforræderi og gudsbespottelse. Historikere lægger forskellig vægt på evangeliernes troværdighed, men de mest forsigtige er dog enige i at vi er på fast historisk grund i forhold til visse grundlæggende begivenheder omkring Jesu liv.
Daniels Bog er en af bøgerne i Det Gamle Testamente i Bibelen og en kilde til jødernes historie i perioden under det babyloniske fangenskab. Bogen er opkaldt efter Daniel, en af de fire store profeter i den jødiske Tanakh og i Det Gamle Testamente, og er opdelt i to adskilte dele. Kapitel 1-6 indeholder historien om Daniel, som føres i eksil i Babylon sammen med sine tre venner, for at de kan blive undervist i babylonisk sprog og kultur. Daniel bliver på grund af sine strålende evner rådgiver for den daværende konge, Nebukadnesar II, som regerede 605-562 f. Kr., og det beskrives, hvordan Daniel senere bliver smidt i løvenkulen, men overlever. Anden del, kapitel 7-12, består af fire syn i form af Daniels drømme, som indeholder forskellige fremtidssyner og hans apokalyptiske profetier.
Kapitel 11 i Daniels Bog har været genstand for store diskussioner og uenigheder blandt bibelfortolkere. Kapitlet indeholder i detaljer beretningen om de historiske begivenheder i Palæstina fra Daniels tid, som dateres til 586 f.Kr. hvor jøderne blev ført i eksil til Babylon, og frem til det Makkabæiske oprør, omkring 165 f.Kr. Mange har foreslået at Daniels Bog er et fingeret historisk skrift fra 165 f.Kr., som giver sig ud for at være meget ældre og profetisk. I modstrid med dette fastholder andre at det er Guds åbenbarede ord Daniel talte og fastholder dermed den ældre datering.
Det første koncil i Nikæa blev afholdt i 325 i Nikæa i Bithynien. Det var det første økumeniske koncil, hvor biskopper fra hele den kristne kirke var samlet. Koncilet blev sammenkaldt af kejser Konstantin. Han var selv ved at konvertere til kristendommen; akkurat hvor lang den proces var er genstand for debat.
Koncilet blev inledt den 20. maj 325, og afsluttet den 25. juli. Den sidste dag blev 20-årsjubilæet for kejserens indsættelse fejret.
Hovedtemaet for koncilet var arianismen. Tidligere lokale konciler havde også diskuteret kætterier, men koncilet i Nikæa markerer noget nyt; tidligere havde man bare vedtaget defensive tiltag, mens der nu fremkom en mere offensiv holdning. Man gik også mere i detaljer i teologiske spørgsmål end tidligere. I tillæg diskuterede man praktiske spørgsmål omkring fejringen af påske, forholdet til frafaldne kristne, gyldigheden af dåb foretaget af kættere og andre temaer.
Martin Luther, (oprindeligt efternavn Luder) (10. november 1483 i Eisleben, Tyskland – 18. februar 1546 i Eisleben) var tysk munk, reformator og teolog. Han blev katolsk præst i augustiner-eremitternes orden, som gav ham en grundig uddannelse og senere førte til, at han blev professor ved universitetet i Wittenberg. Tidligt i 30-årsalderen udviklede han teologiske synspunkter om kirkens myndighed, sakramenterne og om mennesket og dets forhold til Gud, som sammen med hans afstandtagen fra kirkelige misbrug (f.eks. af den måde, aflad blev praktiseret på) gav stødet til reformationen og dannelsen af de evangelisk-lutherske kirker. Starten på reformationen opgives traditionelt som 31. oktober 1517, der var den dag, hvor han udsendte sine kendte teser mod afladspraksisen. Men i sig selv repræsenterede denne hændelse ikke noget skelsættende brud. Derimod udviklede striden mellem Luther og hans modstandere sig efterhånden i retning af teologisk mere centrale anliggender, hvilket i løbet af få år frembragte et uigenkaldeligt brud.
Første Mosebog også kaldet Genesis (hebr. בראשית Bereshit "I begyndelsen", gr. Γένεσις Génesis "Begyndelse") er den første bog i Bibelen, både den jødiske Tanakh og kristendommens Gamle Testamente, hvor den udgør første del af Pentateuken - samlingen af de fem mosebøger. Første Mosebog er kanonisk litteratur i kristendommen, jødedommen og i mindre grad islam.
Bogen er inddelt i 50 kapitler. De første elleve kapitler udgør den såkaldte urhistorie, som bl.a. indeholder beretningen om verdens og de første menneskers skabelse, syndefaldet og Adams og Evas efterfølgende udstødelse fra Edens have, Kains drab på sin broder Abel, Noas Ark og Babelstårnet.
De sidste 39 kapitler indeholder historierne om de tre patriarker: Abraham, Isak og Jakob. Disse historier beretter bl.a. om Guds udvælgelse af Abram, som kom til at hedde Abraham, og Guds løfte til Abraham om, at alle jordens folk ville blive velsignet gennem hans afkom (1 Mos 12,3), Sodomas og Gomorras udslettelse, Abrahams ofring af sin egen søn Isak og Jakobs kamp med englen. Bogen beretter derudover også generelt om det israelittiske folks forhistorie. Bogen ender med, at efterkommerne af Jakob (også kaldet Israel) rejser til Egypten, hvor de etablerer et godt forhold til den daværende farao.
Bibelen (gr. βιβλία biblia "bøger") er betegnelsen for de grundliggende kanoniske skrifter i bl.a. jødedommen og kristendommen, dog er den jødiske bibel, også kaldet Tanakh, ikke identisk med den kristne bibel, som beskrives her. Desuden er der inden for kristendommen variationer i antallet og indholdet af Bibelens bøger.
Den kristne bibel er inddelt i to hoveddele. Den første del, Det Gamle Testamente, er næsten identisk med den hebraiske bibel, og blev oprindeligt inddelt i tre hoveddele Torah (Loven), Nevi’im (Profeterne) og Kethuvim (Skrifterne). Den anden hoveddel, Det Nye Testamente, indeholder de særligt kristne skrifter, og er skrevet i det første århundrede e. Kr. Bibelen indeholder i nogle kirkesamfund yderligere de Deuterokanoniske Bøger, som i den katolske og ortodokse kirke medregnes til Det Gamle Testamente, men som generelt ikke regnes for kanoniske af jøder og protestanter, og i de fleste protestantiske bibler udelades de da også helt. De deuterokanoniske skrifter findes bl.a. i Septuaginta, den tidligste græske oversættelse af Tanakh med rødder helt tilbage til det 3. århundrede f.Kr., der bl.a. udgjorde de første kristnes bibel, hvorimod apokryferne ikke er at finde i den hebraiske bibel.
Bibelen indeholder skrifter af mange forskellige genrer som for eksempel jura, poesi, historie og profeti. Bibelens bøger inddeles i protestantisk tradition i to testamenter, 66 bøger, 1.189 kapitler og 31.173 vers. Denne opdeling var ikke at finde i de oprindelige tekster, men er kommet til efterhånden som det på grund af deres religiøse brug blev nødvendigt at kunne henvise mere nøjagtigt til steder i teksterne.
Bibelen er den bog i verden, som er oversat til flest sprog. Den 31. december 2006 er hele Bibelen oversat til 429 forskellige sprog og dele af Bibelen, oversat til i alt 2.426 sprog.
Trinitatis Kirke ligger på Landemærket 2, ud mod Købmagergade, over for Regensen, i Københavns centrum. Kirken er en del af det såkaldte Trinitatis kirkekompleks, som ud over kirken omfatter det tidligere universitetsbibliotek, nu udstillingslokale, på en etage over kirken, samt det astronomiske observatorium Rundetårn. Denne artikel handler primært om kirken.
Grundstenen blev lagt 7. juli 1637, og den første del, Rundetårn, var færdig i 1642, ihvertfald hvis man skal tro den berømte rebus på tårnets facade. Kirken blev først indviet 1. juni 1656, Trinitatis søndag, og biblioteket fulgte 7. juli 1657, altså på 20-årsdagen for grundstensnedlæggelsen. I denne periode nåede tre bygmestre at have ansvaret for byggeriet, nemlig Hans van Steenwinckel den yngre, Leonard Blasius og Albertus Mathiesen.
Judasbrevet er med sit ene kapitel blandt de mindste skrifter i Det Nye Testamente, og står som det sidste af de såkaldte katolske (dvs. almindelige) breve. Forfatteren er ifølge brevet selv Judas, Jakobs bror (ikke at forveksle med Judas Iskariot), men regnes dog af en del forskere som et pseudonymt brev.
Skriftet er en opfordring til at kæmpe for den rette kristne tro og en advarsel til menigheden mod de vranglærere, som "misbruger vor Guds nåde til løsagtighed" (Jud 1,3-4). Brevet er karakteriseret af skarpe fordømmelser af disse vranglærere samt maleriske beskrivelser af dommen over dem. Der gøres i teksten ofte brug af billeder, fortællinger og metaforer særligt hentet fra Det Gamle Testamente og andet jødisk litteratur.
Overordnet set er brevet en formaning "til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige" (v3). Denne formaning kommer på baggrund af, at Judas egentlig ville have skrevet til menigheden om frelsen, men altså i stedet valgte at lægge dette arbejde til side for i stedet at formane mod de falske lærere, der havde sneget sig ind i menigheden (v4). Judas bruger derefter det meste af sit brev på at karakterisere disse falske lærere og fortælle om den dom, der vil ramme dem.
Urkristendommen er den tidligste periode i kristendommens historie; den begynder med Jesu forkyndelse i 20'erne e.v.t. og afsluttes da de kristne menigheder endegyldigt bryder med den jødiske modertradition omkring 100 e.v.t. I den kristne tradition blev kristendommen grundlagt som ny religion af Jesus selv, da han ifølge Matthæusevangeliet havde sagt til sine disciple:
Mig er givet alt magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. | ||
Mattæusevangeliet 28,18-20 |
Fra en religionshistorisk synsvinkel var den proces, der førte frem til dannelsen af en ny og selvstændig religion dog mere langvarig og kompliceret; den bestod af flere forskellige faser, nybrud og konflikter. I kirkehistorien dækker betegnelsen oldkirken perioden som strækker sig fra kirkens traditionelle fødsel ved pinse, umiddelbart efter Jesu død og opstandelse og som traditionelt blandt kirkehistorikere afsluttes med indførelsen af kristendommen som statsreligion i Romerriget i slutningen af 300-tallet.
Gravkirken (eller Den Hellige Gravs Kirke) er en kristen kirke i Jerusalem, som er bygget på Golgata, det sted hvor Jesus ifølge kristne traditioner blev korsfæstet. Kirken indeholder ligeledes den grav, hvori Jesus ifølge legenden blev lagt efter sin død, og den har derfor været et vigtigt pilgrimsmål for kristne siden 4. årh. Kirken er i dag fælles for en lang række forskellige kristne grupperinger, som hver råder over egne kapeller, og den er i dag sæde for den ortodokse patriark af Jerusalem og en katolsk ærkediakon og regnes for den mest hellige kirke indenfor kristendommen.
I østlige kirketraditioner kendes kirken som Opstandelseskirken; græsk: Ναός της Αναστάσεως (Naos tis Anastaseos), armensk: Surp Harutyun, mens den i de vestlige traditionelt kaldes den Hellige Gravs Kirke; latin: Ecclesia sancti Sepulchri.
Hebræerbrevet er et kanonisk brev i Det Nye Testamente (NT). Brevets hovedpointe er at forklare Jesu døds betydning ved hjælp af Det Gamle Testamentes (GT) offerritualer. Jesu død på korset fortolkes i lyset af den store forsoningsdag i 3 Mos 16. Jesus er den højeste ypperstepræst som frembærer det fuldkomne offer, nemlig sig selv. Det offer udslettede synden og skænker frelse til syndere. Det er karakteristik at brevet væver kristologisk forkyndelse og formaning. Brevet er skrevet i et formfuldendt græsk, og er skrevet på det måske mest avancerede græsk i NT. Brevet tolker konsekvent Det Gamle Testamente som profetier om Kristus, og udlægger skriftsteder, som tidligere var blevet læst i deres normale kontekst, som kristologi.
Forkyndelsesdelen bygger på en komparativ analyse mellem den gamle pagts formidlere: ypperstepræster, profeter og israelitiske konger, og den nye pagts formidler: Jesus Kristus. Den forkyndende del kan opdeles i afsnittene 1,1–14; 2,5–18; 5,1–14; 6,13–9,28; 13,18–25, og den formanende del kan inddeles i afsnittende 2,1–4; 3,1–4,16; 6,1–12; 10,1–13,17. Brevet trækker nogen lange tråde fra Det Gamle Testamente og beskriver ændringerne i forhold til den nye pagt.
Apostlen Paulus (født ca. 10 e.Kr., død ca. 64 e.Kr./67 e.Kr.), Hedningeapostlen (Rom 11:13; Gal 2:8), var sammen med Simon Peter den mest betydningsfulde missionær i kirkens tidlige historie og en af de vigtigste første kristne. I modsætning til de 12 apostle, kendte Paulus ikke Jesus under hans virke, men blev omvendt ved syn af den opstandne Jesus (1 Kor 15:8-9) og understregede at hans aposteltitel var baseret på hans syn. "Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus." (Gal 1:12); ifølge Apostlenes Gerninger fandt synet sted på vej til Damaskus.
Paulus er den næststørste bidragyder til Det Nye Testamentes bøger (Efter Lukas hvis to bøger omfatter næsten en tredjedel af Det Nye Testamente). Tretten breve har Paulus bidraget med.
Helligtrekongersdag er en kirkelig festdag, som fejres 6. januar. Indtil Struensees helligdagsreform i 1770 var dagen endvidere en offentlig helligdag. Helligtrekongersaften er aftenen før, altså den 5. januar.
Baggrunden for dagen er beretningen i Matt. 2, 1-2, hvor det lyder:
- Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« (Citat fra den autoriserede danske bibeloversættelse fra 1992).
I den oprindelige, græske tekst benævnes disse personer som mágoi (gr. μάγοι, flertal af μάγος mágos), hvilket i samtiden bl.a. var en betegnelse for perserrigets zarathustriske præster, der havde indsigt i astrologi og drømmetydning.
Det ejendommelige er nu, at evangelisten om "de vise" hverken siger at de var hellige, eller tre, eller konger! Dette er noget som senere tradition har tildigtet. Specielt er det bemærkelsesværdigt at denne tradition ikke blev afbrudt ved Reformationen i den danske kirke i 1500-tallet. Oven i købet betegnes i Folkekirkens gudtjenesteordning den dag i dag en hel række søndage som "søndage efter Hellig tre konger". Hvis der falder en søndag i perioden 2. januar til 6. januar, kaldes denne helligtrekongers søndag.
I den svenske kirke og den svensktalende del af den ev.-lutherske kirke i Finland bruges betegnelsen derimod ikke - man taler i stedet om "Trettondedagen jul" eller blot "Trettondedagen" (sammenlign også Twelfth Night af Shakespeare, som på dansk hedder Helligtrekongers aften).
Forklaringen på traditionens bevaring i Danmark er antagelig, at man siden middelalderen havde gjort pilgrimsrejser til det ikke alt for fjerne Köln, hvor de formodede tre kongers relikvier nød veneration. I den romersk-katolske kirke betegnes festen Epifani, dvs. (Jesu) tilsynekomst eller åbenbaring for hedningene.
På øerne Agersø og Omø fejres Helligtrekongers aften med et løb kaldet Hellig Tre Kongers løb.[1]